Miljøpartiet: Er Socialdemokraternes "toyboy" infiltreret af islamister?
Mens Miljøpartiets talspersoner øjensynligt er gået i flyverskjul, hagler kritikken ned over partiet.
Den svenske tabloidavis Expressen bringer mandag en efterlysning.
Gustav på 32 og Åsa på 44 blev sidst set på tv henholdsvis torsdag og tirsdag i sidste uge. Siden har de været forsvundet, lyder det.
Gustav og Åsa er bedre kendt som Gustav Fridolin og Åsa Romson, som begge er talspersoner for Miljøpartiet og hver især uddannelsesminister og vicestatsminister.
Men selv om deres parti har befundet sig i alvorlig krise i over en uge, efter afsløringen af adskillige skandalesager, og deres afgang er blevet krævet i et åbent brev af en kommunalpolitiker, har der været tavst fra partitoppen siden torsdag.
Åsa Romson kunne senest opleves på tv tirsdag, hvor hun blot bar brænde til bålet ved at kalde 11. september-terrorangrebene for »ulykker«.
Og torsdag aften, da Gustav Fridolin sidst udtalte sig, var det bl.a. for at undskylde sin optræden på tv samme morgen, hvor han havde sagt følgende om at indstille en mand, som ikke vil give kvinder hånden, til partiets bestyrelse:
»Jeg havde ikke forstået, hvor krænkende nogle kvinder synes, at det kan være. Jeg havde ikke forstået, hvilke reaktioner det kunne vække.«
Siden har der været stille, selv om krisen langt fra er afblæst.
Torsdag gik det tidligere socialdemokratiske parlamentsmedlem Nalin Pekgul på tv og fortalte, at hun allerede for syv-otte år siden havde fået henvendelser fra miljøpartister i Stockholm, som bad om hjælp til at håndtere problemet med islamister i partiet.
Og fredag lød det fra chefen for Centrum for asymmetriske trusler og terrorstudier ved Forsvarshøjskolen i Sverige, Lars Nicander, at Miljøpartiet kan være infiltreret af islamister.
»Jeg ser en lighed med, hvordan sovjetkommunismen agerede under Den Kolde Krig, hvor man forsøgte at infiltrere forskellige demokratiske partier og vi kan se lignende metoder i dag, når folk, som har tilknytning til Det Muslimske Broderskab, som er et islamistiskt parti, tilsyneladende har fået stort fodfæste i Miljøpartiet,« siger han til TV4.
Nicander henviser bl.a. til, at der har været tilfælde, hvor miljøpartister har brugt Det Muslimske Broderskabs håndtegn med fire fingre i luften. Samtidig siger han, at Miljøpartiet er velmenende og inkluderende, hvilket indebærer en naivitet, som gør partiet mere sårbart. Samtidig har man ikke været god nok til at baggrundstjekke sine repræsentanter.
De foruroligende udmeldinger til trods valgte hverken Romson eller Fridolin at udtale sig, men sendte i stedet partisekretæren Anders Wallner, som understregede, at man tager anklagerne meget alvorligt, men at der ikke er bevis for dem.
Lørdag blev det for meget for kommunalpolitikeren og miljøpartisten Etelka Huber, som i et åbent brev, bragt i Smålands Dagblad, opfordrede de to talspersoner til at tage ansvar for miseren og gå af.
Samtidig viste målinger, at tilliden til Fridolin og Romson er styrtdykket - også blandt partiets egne vælgere.
Stadig var der stille fra Fridolin og Romson, men det forlød i stedet, at der var indkaldt til telefonkrisemøde. Det blev dog aflyst søndag, med den begrundelse at medierne angiveligt havde fået adgang til koden for telefonmødet og derfor ville kunne lytte med.
Den ene politiske kommentator efter den anden har rystet på hovedet over Miljøpartiets ageren i de mange sager, og mange af de socialdemokratiske vælgere ønsker nu at afbryde regeringssamarbejdet med Miljøpartiet.
»Miljøpartiet er som en toyboy for S. En galiionsfigur, som har brug for den ældre og mere erfarne for at komme op i hierarkiet. Men nu må de tage sig sammen og lære håndværket,« siger den politiske analytiker Stig-Björn Ljunggren til Aftonbladet.
Problemerne for Miljøpartiet begyndte den 14. april.
Da kom det nemlig frem, at partiets by- og boligminister, den tyrkiskfødte Mehmet Kaplan, i juli 2015 havde deltaget i en middag med bl.a. lederen af den ultranationalistiske og fascistiske tyrkiske organisation De Grå Ulve.
Også andre kontroversielle personager, bl.a. en islamist, var til stede ved middagen, men Kaplan fastholdt indledningsvist, at han ikke anede, hvem formanden fra ”De Grå Ulve” var, hvilket blev modsagt af formanden selv.
Og da Svenska Dagbladet viste et videoklip fra 2009, hvori Mehmet Kaplan sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med Nazitysklands ditto af jøderne i 1930’erne, var der ikke mere at gøre.
Den 18. april gik ministeren af.
Og dermed skulle man tro, at problemerne var ovre. Men de har fortsat lige siden.
Mandag kl. 11.30 kommer der nye livstegn fra Fridolin og Romson. Da holder Miljøpartiet nemlig pressemøde.