Strandede kaskelothvaler døde med store stykker plastic og 13 meter fiskenet i maverne
»Dette viser konsekvenserne af vores plastic-samfund,« siger Slesvig-Holstens miljøminister.
De 13 strandede kaskelothvaler, som tidligere i år skyllede op på strandene i Slesvig-Holsten i det nordlige Tyskland, er blevet obduceret. Og hvad man fandt i de døde hvalers maver, var langt fra det, man normalt ville vente at finde i en dyremave.
13 meter fiskenet, et stort stykke af en plasticspand og et 70 centimeter langt stykke motorhjelm fra en bil var nogle af de ting, der blev fundet i hvalernes maver.
Slesvig-Holstens miljøminister Robert Habeck har lagt et billede ud på Instagram, hvor han står med nogle af de ting, der blev fundet i hvalernes maver. Han mener, at fundet bør få mennesket til at tænke over vores forbrug af plastic, der ofte ender som affald i havene.
»Dette viser konsekvenserne af vores plastic-samfund. Dyr indtager uforvarende plast og andet affald, og vores skrald får dyrene til i værste fald at sulte ihjel med fulde maver,« siger han i en pressemeddelelse på Nationalpark Wattenmeer.
Miljøministeren vil nu forsøge at øge indsatsen mod skrald i havet.
De strandede hvaler døde dog ikke af at indtage plastic. Obduktionen viste, at de af en eller anden grund havde forvildet sig ind på det lave vand ud for den danske vestkyst og den tyske nordkyst og derved var gået på grund. Hvalers kroppe kan ikke tåle at ligge på land - vægten af deres krop presser så hårdt på deres organer, at deres kroppe lukker ned, og hjerterne går i stå.
Forskerne, som har stået for obduktionen, vurderer, at de fleste af dyrene tillige har sultet længe tid, inden de strandede.
Alene i år er omkring 30 kaskelothvaler strandet, levende såvel som døde, ved kysterne i Danmark, Tyskland, Holland, Storbritannien og Frankrig.
Fundene er usædvanlige, fordi der inden i år kun er skyllet 82 kaskelothvaler op på de nordeuropæiske kyster siden 1990.
Biologer fra Zoological Society of London, som Daily Mail har talt med, peger på, at den lave havdybde og støj fra skibe kan have forstyrret hvalerne, som orienterer sig ved hjælp af lyde og akustik.
Derfor kan de være endt for tæt på næringsfattige kyster i Nordsøen.
»Kaskelothannerne tilbringer deres vintre i Atlanterhavet. Derfor kan de fejlagtigt ende i næringsfattige Nordsø-områder med lav vandstand,« lyder den foreløbige forklaring.