Hundredvis mindes flytragedie på årsdag
Et år efter at en pilot bevidst styrtede sig selv og 150 andre i døden, mindes omkomne og ansatte tragedien.
Det er en kold, men solrig dag i en lille landsby i det sydlige Frankrig, hvor hundredvis af mennesker torsdag er samlet på årsdagen for at mindes en tragedie, de alle har til fælles.
På denne dag for et år siden styrtede piloten Andreas Lubitz fra det Lufthansa-ejede flyselskab Germanwings bevidst sit Airbus 320-fly med 150 mennesker om bord ind i en bjergside i Frankrig.
Alle mistede livet, inklusiv en dansker der var med på flyet.
Det er Lufthansa selv, der har arrangeret den private mindeceremoni og transporteret de 650 pårørende til landsbyen.
- Vi er samlet her i dag i Le Vernet for at mindes ofrene, siger Lufthansa-direktør Carsten Spohr ifølge nyhedsbureauet Reuters.