JP i Athen: Stemningen ved Syriza-valgmøde var "flad"
Alexis Tsipras opfordrede på valgmødet grækerne til at bruge deres stemme på søndag.
Flere tusinde mennesker var fredag aften samlet på Syntagma-pladsen i Athen til den tidligere græske premierminister, Alexis Tsipras', sidste valgmøde forud for søndagens valg.
Jyllands-Postens korrespondent Solveig Gram Jensen var til stede ved valgmødet.
Fremmødet levede fredag langt fra op til det niveau, der var ved valgmøderne, der gik forud for valget i januar 2015. Solveig Gram Jensen vurderer, at der var mødt omkring 5.000 grækere op.
"Der er så få, fordi folk er skuffede over, at han (Alexis Tsipras red.) underskrev gældspakken med EU-landene," forklarer hun.
Med skjorteærmerne rullet op, mødte Alexis Tsipras sine tilhængere.
"Lad ikke dem, du sparkede ud af døren i januar komme tilbage gennem vinduet nu," sagde han ved valgmødet, hvilket fik publikum til at juble.
Alexis Tsipras gav på valgmødet udtryk for, at han håber på en høj valgdeltagelse.
"Ikke én stemme bør gå tabt. Vi skal ikke tabe, fordi folk vælger ikke at bruge deres stemme," sagde han fredag aften.
Ifølge Solveig Gram Jensen var der blandt dem, der var til stede ved fredagens valgmøde, en udbredt forståelse for, at grækerne er trætte af de mange valg, der har været i landet de seneste år.
Efter parlamentsvalget i maj 2012 måtte partierne til sidst opgive at danne regering, og allerede i juni blev der derfor atter afholdt parlamentsvalg. Kun tre år senere, i januar 2015, var der så valg igen, og nu må vælgerne altså endnu engang til stemmeurnerne.
Dertil kommer, at der i juli var folkeafstemning om, hvorvidt Grækenland skulle låne flere penge af EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB). Her stemte grækerne i øvrigt nej.
Ifølge de seneste meningsmålinger er der stort set dødt løb mellem de to største partier forud for søndagens valg, det venstreorienterede Syriza og det konservative Nyt Demokrati.
Men Solveig Gram Jensen vurderer, at det nok alligevel ender med en kneben sejr til den tidligere premierminister Alexis Tsipras fra Syriza på søndag.
"Der er en hel del tvivlere, som man går ud fra, er Tsipras' vælgere, som er skuffede, men som alligevel ender med at stemme på ham på søndag," vurderer hun.
Ifølge Solveig Gram Jensen er det højst usandsynligt, at Alexis Tsipras og hans parti Syriza kommer til at få en lige så overbevisende sejr, som de gjorde i januar, hvor Syriza fik 36,3 pct. af stemmerne og dermed vandt 149 ud af 300 pladser i parlamentet.
Uanset hvilket parti, der får flest stemmer, vil det højst sandsynligt blive nødvendigt at danne en koalition.
Syriza har hidtil dannet regering med det højreorienterede De Uafhængige Grækere og har på forhånd udelukket en koalition med Nyt Demokrati, som til gengæld ikke har udelukket Syriza.