Fortsæt til indhold
Europa

Flygtningene vil ikke være i Danmark, men de vil heller ikke blive i Malmø

I Malmø har torsdag været den hidtil travleste dag, men de fleste rejser længere nordpå.

Der er travlt i Malmø.

Efter at dansk politi sent onsdag lod flygtninge og migranter rejse frit igennem landet og over den svenske grænse, er stadigt flere begyndt at rulle ind i Malmø i enten tog, bil eller bus.

De rejsende bliver bl.a. hjulpet på vej af, at DSB har valgt at se bort fra, om passagererne har billetter eller ej.

"Der er tryk på. På banegården i Malmø står der en masse frivillige, som deler mad og vand ud, og de har fortalt, at det har været den hidtil travleste dag," fortæller Jyllands-Postens udsendte medarbejder, Jesper Haue Hansen.

Det svenske Migrationsverket oplyste onsdag, at der siden mandag var 320, som havde søgt asyl i Malmø. Torsdag lød det, at tallet nu var på 686 - siden søndag.

Det vurderes, at omkring 3.200 flygtninge og migranter er rejst ind i Danmark siden søndag, af dem har blot 668 søgt om asyl i landet, resten er rejst videre mod nordøst.

Men meget tyder på, at det ikke er nok bare at komme over Øresund, således rejser en stor del af migranterne videre mod både Stockholm, Göteborg og endda Finland, når de ankommer til Malmø, vurderer Migrationsverket over for Jyllands-Posten.

"Vi talte f.eks. med en afghansk familie, som skulle videre til Finland, fordi de havde familie deroppe," siger Jesper Haue Hansen.

Også Sydsvenskan rapporterer om flygtninge, som fortsætter rejsen mod Stockholm, Finland og Norge.

Indtil sent onsdag havde dansk politi forsøgt at holde flygtningene og migranterne samlet og forhindret, at de kunne rejse frit gennem Danmark, men det ændrede sig pludseligt, og flygtninge ved de danske grænser i Padborg og Rødby kunne transportere sig uhindret mod Sverige.

De, der kom til vore grænser i går, havde samme indstilling som dem, der kom tidligere på ugen. De har ikke ønsket kontakt med politiet og ikke villet tale med os. Der er mange kvinder og børn imellem, og mange der er i dårlig forfatning. Politiets opgave har været at sørge for, at ingen kom til skade og at sikre lov og orden," forklarede rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg på et pressemøde torsdag.

I Finland mærker man ligeledes flygtningestrømmen, men ligesom i Danmark og Norge er tallene markant lavere end de svenske. Således har 7.015 personer søgt asyl i landet i løbet af årets første otte måneder mod 3.651 i hele 2014.

I Sverige har 48.774 indtil videre søgt om asyl i år.

Den svenske regering præsenterede torsdag et flygtningeudspil, som skal få de nytilkomne hurtigere i arbejde eller uddannelse, samt sørge for at de også får en fast bolig, tidligere end det er tilfældet i dag.

Således bor mange, som allerede har fået opholdstilladelse, fortsat i modtagecentre, fordi det hidtil har været frivilligt for kommunerne, om de vil modtage flygtninge.

Udspillet, der har fået navnet "Sverige sammen", lægger op til, at kommunerne får yderligere økonomisk støtte, samtidig med at det skal være obligatorisk at huse de nye indbyggere.

En rapport fra den svenske rigsrevision konkluderede i juli, at den svenske integrationsindsats ikke er god nok.

Således kommer alt for indvandrere i arbejde, og en del af problemerne skyldes, at storbykommuner, som råder over flere jobs og generelt set har højere beskæftigelse, relativt set tager imod færre indvandrere end landsbykommunerne.