Fortsæt til indhold
Politik

Løkke undrer sig over, at der ikke er flere, der søger asyl i Danmark

Ud af 3200 flygtninge- og migranter, har 668 søgt asyl i Danmark, fortæller statsministeren. De danske myndigheder håndterer situationen til hans "fulde tilfredshed".

Siden søndag har 668 personer søgt asyl i Danmark.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag, efter at han har orienteret Folketingets øvrige partier om den nuværende flygtningesituation.

Omkring 3.200 flygtninge- og migranter er rejst ind i landet - og det er dermed langt størstedelen, der ikke har anmodet om asyl i Danmark og formodes at være på vej mod eller allerede i Sverige.

"Jeg kan jo ikke tvinge folk til at søge asyl i Danmark," siger Lars Løkke Rasmussen:

"Men jeg kan udtrykke en forundring over, at folk ikke gør det. Hvis man er flygtet fra krig og ufred og kommer til Danmark, så tror jeg man vil finde et land, som det er trygt og godt at bo i. Og det er der så foreløbigt 668 mennesker, der har søgt om."

Han roser desuden politiet for håndteringen af de seneste dages begivenheder:

"Danske myndigheder håndterer situationen til min fulde tilfredshed,« siger statsministeren.

Hvis man er flygtet fra krig og ufred og kommer til Danmark, så tror jeg man vil finde et land, som det er trygt og godt at bo i.
Lars Løkke Rasmussen (V)

Natten mellem onsdag og torsdag har budt på en markant udvikling i flygtningesituationen, hvor hundredvis af flygtninge og migranter har fået lov til at rejse igennem landet uden at blive registreret af de danske myndigheder. Mange af dem formodes nu at være på vej mod Sverige.

Så sent som onsdag aften afviste udlændingeminister Inger Støjberg (V) imidlertid, at der var indgået en aftale med Sverige om at sende flygtninge og migranter, der ikke ønsker at søge asyl i Danmark, videre.

Og på et pressemøde torsdag morgen slog Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg fast, at der er tale om en ”ren politifaglig vurdering”, og at beslutningen om at lade flygtninge og migranter rejse videre uden at blive registreret af de danske myndigheder ikke er taget af regeringen.

"Vi gør ikke noget uden videre," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

"Som rigspolitichefen har gjort rede for tidligere på dagen, er vi i dialog med de folk, der kommer. Udlændingeloven åbner mulighed for at man kan tilbageholde, men ikke meget lang tid. Folk der kommer fra lande, som man ikke kan sende tilbage til, kan man ikke bare tilbageholde uendeligt."