Fortsæt til indhold
Indland

Rigspolitichef: Vi har ikke haft dialog med regeringen

Det er udelukkende Rigspolitiet, der har truffet afgørelsen om at lade flygtninge rejse uhindret gennem Danmark.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har netop holdt et pressemøde på Polititorvet i København, hvor han opdaterede pressen om situationen her til formiddag, hvor politiet flere steder i landet har ladet flygtninge og migranter rejse uhindret gennem Danmark.

"Vi har handlet fuldstændigt efter bogen og efter de regler og forpligtelser, vi har. Det er en ren politimæssig vurdering, og det er os, der har besluttet at lade dem gå. Det er helt efter bogen, også i forhold til EU-reglerne," sagde Jens Henrik Højbjerg på pressemødet.

Han afviste direkte adspurgt, at der havde været en dialog med det politiske niveau - med andre ord regeringen.

"Nej, der har overhovedet ikke været en dialog. Det er en ren politifaglig vurdering."

Politiet skiftede sent onsdag aften strategi over for situationen ved Danmarks grænser i Padborg og Rødby. Hidtil havde man forsøgt at holde flygtningene og migranterne samlet og forhindret, at de kunne rejse frit gennem Danmark, men det ændrede sig onsdag aften og nat, hvor flygtninge og migranter begge steder pludseligt fik lov at rejse frit gennem landet.

Det er altså den beslutning, som Rigspolitiet nu siger, er truffet hos dem.

"De, der kom til vore grænser i går, havde samme indstilling som dem, der kom tidligere på ugen. De har ikke ønsket kontakt med politiet og ikke villet tale med os. Der er mange kvinder og børn imellem, og mange der er i dårlig forfatning. Politiets opgave har været at sørge for, at ingen kom til skade, og at sikre lov og orden."

Jens Henrik Højbjerg forklarer, at dansk politi kan tilbageholde udlændinge i tre gange 24 timer. Herefter kan man hjemsende dem, men det er ikke aktuelt for de fleste af de mennesker, der er kommet til Danmark de seneste dage, fordi de kommer fra lande, hvortil det er for usikkert at hjemsende folk.

Så hvis de ikke vil søge asyl i Danmark, har politiet ikke andre muligheder end at lade dem rejse videre.

"Det er også sådan, vi vil tackle det fremover. Vi er parat til at møde de udfordringer, der måtte komme de kommende dage, men vi ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig."

Rigspolitichefen afviser, at der er truffet nogen form for aftale med det svenske politi, og han understreger, at politiet ifølge Dublin-konventionen kun er forpligtet til at tage flygtningenes og migranternes fingeraftryk, hvis de ønsker at søge asyl i Danmark. Ellers skal politiet blot optage deres navn og hvor de kommer fra, før de får lov at rejse videre. Og det er ifølge Jens Henrik Højbjerg det, dansk politi har gjort.

Rigspolitichefen gentog på pressemødet også advarslen til danskerne om, at man skal tænke sig rigtig godt om, inden man hjælper flygtninge og migranter med transport gennem Danmark til f.eks. Sverige.

"Folk kan give medmenneskelig hjælp i form af mad, vand og tøj men bør overlade resten til myndighederne. Man skal tænke sig rigtig godt om, inden man hjælper dem med transport. Man må ikke hjælpe dem videre gennem landet."

Ifølge Rigspolitiet er omkring 3.200 mennesker kommet til Danmark siden søndag middag. Af disse har omkring 400 ifølge Justitsministeriet søgt asyl i Danmark.