Ni af Storbritanniens mest magtfulde mænd mistænkes for sexmisbrug af smådrenge
Ifølge politiets mistanke havde ministre, efterretningschefer og officerer i 1980'erne en pædofil bande, som også sættes i forbindelse med tre drab.
LONDON
Ni af Storbritanniens mest magtfulde mænd i 1980’erne mistænkes for at have været med i en pædofil bande, som sexmisbrugte, mishandlede og myrdede smådrenge.
På listen over mistænkte i den hårrejsende sag er angiveligt bl.a. den tidligere konservative premierminister Edward Heath, den tidligere konservative indenrigsminister Leon Brittan, tidligere chef for efterretningstjenesten MI6, Maurice Oldfield, tidligere chef i søstertjenesten MI5, Michael Hanley, en tidligere topgeneral, Edwin Bramall, og det tidligere konservative parlamentsmedlem Harvey Proctor.
Navnene er kommet frem, fordi en af mændene, Harvey Proctor, i vrede har videregivet oplysninger, som politiet udleverede til ham under en afhøring.
Den 69-årige Proctor er selv mistænkt for drabet på to smådrenge og medvirken til drab på en tredje. Han nægter sig skyldig og anklager politiet, politiske modstandere og "en kludepose af fantaster på internettet" for at drive heksejagt på homoseksuelle.
"Jeg er homoseksuel. Jeg er ikke morder. Jeg er ikke pædofil eller en pæderast," lød det fra Proctor under et langvarigt pressemøde, hvor han i detaljer gennemgik politiets beskyldninger.
I magtens korridorer i London har politikere og journalister i årtier udvekslet rygter om, at pædofile medlemmer af det britiske parlament og ledende embedsmænd i 1970'erne og 1980'erne havde et magtfuldt pædofilt broderskab, som sexmisbrugte drenge.
Påstanden om, at tre af drengene blev myrdet, kommer fra det påståede sexoffer "Nick", som samarbejder med politiet. Scotland Yard betegner Nicks beskyldninger som "troværdige og sandfærdige," men politiet har ikke offentliggjort listen med de mistænkte. Den har Proctor nu afsløret.
Et af omdrejningspunkterne i affæren er London-bordellet Elm Guest House, hvor fremtrædende britiske mænd angiveligt købte børnesex.
Beretninger om misbruget førte i 2012 til en politiefterforskning, Operation Fairbank, som gradvist har kastet lys over skandalen.
Nick har forklaret, at han ikke kender navnene på de tre, som frygtes dræbt. Men omtalen af sagen fik pårørende til to forsvundne drenge til at stå frem.
Vishal Mehrotra blev som otte-årig bortført i 1981 i nærheden af Elm Guest House. Året efter dukkede dele af drengens skelet op i et skovområde.
I 1979 forsvandt en anden dreng, den 15-årige Martin Allen. Han er aldrig fundet.
Siden 1980'erne er rygter om pædofili blandt Westminster-politikere jævnligt dukket op, men hver gang har sagerne lidt en stille død.
Tidligere indenrigsminister Leon Brittan døde i januar af kræft, men siden har politiet ransaget hans tidligere hjem for at lede efter beviser.
Også den tidligere general Edwin Bramalls hjem er gennemsøgt, og politiet har afhørt ham med en sigtets rettigheder. Den 91-årige pensionist, som også har siddet i Overhuset, var engang den højst rangerende officer i den britiske hær.
Den for længst afdøde Maurice Oldfield – chef for MI6 fra 1973 til 1978 – var angiveligt også med i pædofiliringen, og et andet vidne har hævdet, at han endvidere forgreb sig mod smådrenge i Nordirland. Hans kollega Michael Hanley – chef for MI5 fra 1972 til 1978 – er ifølge Harvey Proctor ligeledes på politiets liste over mistænkte. Han døde i 2001.
For en måned siden kom det frem, at politiet også mistænker den tidligere premierminister Edward Heath for seksuelle overgreb mod børn. Han stod i spidsen for en konservativ regering 1970-1974.
En tidligere antydning blev angiveligt fejet ind under gulvtæppet. Heath døde for 10 år siden.