Fortsæt til indhold
Europa

Norsk minister til kommuner: Sig nej til flygtninge

Norges finansminister bliver beskyldt for at sabotere en beslutning, som regeringen skal gennemføre.

Det var ikke med Fremskridtspartiets (Frp) gode vilje, at alle partier i det norske storting, undtagen to, i juni vedtog, at man over tre år ville tage imod 8.000 syriske kvoteflygtninge.

Således truede partiet op til vedtagelsen med at stille et såkaldt kabinetsspørgsmål, som ville kunne have væltet den regering, som det selv er en del af. Og da partierne alligevel besluttede at tage imod de 8.000 flygtninge, lød det fra Fremskridtspartiet, at man ville have en folkeafstemning om spørgsmålet.

Hverken det ene eller andet er blevet virkelighed, men partiet har endnu ikke opgivet kampen mod aftalen, som går stik imod Fremskridtspartiets indvandringskritiske linje.

Således lød det forleden fra partiformand, finansminister og vicestatsminister Siv Jensen i en tale til sine partifæller om aftalen:

"Ingen skal føle sig presset. Sig klart nej i alle landets kommuner til at tage imod flere flygtninge."

Med aftalen fulgte også ekstra bevillinger til at hjælpe i nærområderne, til kommunerne og endelig til nye boliger. De norske kommuner har tilkendegivet, at de er åbne for at tage imod flere flygtninge, forudsat at staten betaler alle udgifter.

Siv Jensens udmeldingen er blevet stærkt kritiseret af Kristeligt Folkeparti, hvis formand, Knut Arild Hareide, siger til det norske nyhedsbureau NTB:

"Jeg kan ikke huske, at en finansminister nogensinde har bedt nogen sabotere en stortingsbeslutning, som hendes egen regering har ansvaret for at udføre."

Lederen af Arbejderpartiet, Jonas Gahr Støre, siger til NB, at opfordringen er en "påmindelse om den spagat, som Frp står i."

Norge er midt i en kommunalvalgkamp, hvis resultat vil give det første fingerpeg om, hvordan Fremskridtspartiet kan forvente at klare sig ved det næste stortingsvalg om to år.

De første to år i regeringen har resulteret i både vælger- og medlemsflugt.

Siv Jensen siger til NRK, at hun ikke mener, at der er tale om sabotage, da hun på et tidligere tidspunkt har gjort klart, at aftalen ville blive et tema i valgkampen.

Statsminister Erna Solberg fra Højre kommer sin minister til undsætning og siger, at Fremskridtspartiet gerne må argumentere for sin kommunalpolitik under valgkampen.