Fortsæt til indhold
Europa

EU-forslag om flygtningekvoter splitter: "Vanvittigt og uanstændigt"

Storbritannien kan få flere argumenter for at forlade EU med forslag om fordeling af flygtninge.

Ingen er i tvivl om, hvad Danmark, Storbritannien og flere af de østeuropæiske lande siger til ideen om at indføre et system, hvor flygtninge fordeles mere ligeligt mellem EU-landene.

Det er et stort, fedt nej.

Ikke desto mindre er det et af punkterne i et forslag fra EU-kommissionen, som vil blive fremlagt onsdag, men som bl.a. The Guardian allerede nu har fået adgang til.

”EU har brug for et permanent system til at dele ansvaret for det store antal flygtninge og asylansøgere mellem medlemsstaterne,” lyder det i forslaget, hvor man også påpeger, at visse medlemsstater intet bidrager med.

Forslaget har været oppe at vende i kommissionen før, men er atter blevet aktuelt, fordi der ikke har været flere på flugt fra deres hjemland siden Anden Verdenskrig.

Samtidig har de seneste uger budt på stadigt flere historier om, hvordan tusindvis af flygtninge og immigranter har mistet livet på deres vej over Middelhavet fra Libyen til EU.

”Det er stærkt splittende emne. Storbritannien vil overhovedet ikke gå med til noget af det. Østeuropæerne vil være utilfredse. Tyskland og Østrig bakker op om det, det samme gør Italien, men man kan forvente, at italienerne nok vil ønske andre kriterier for systemet,” siger Jyllands-Postens EU-korrespondent Heidi Plougsgaard.

Selv om et kvotesystem formentlig ville betyde, at Danmark skulle modtage færre flygtninge end i dag, fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt på et EU-topmøde i slutningen af april, at Danmark ikke ville bidrage til et sådant system.

Det er tanken, at fordelingen skal ske med skelen til landenes BNP, ledighedstal, befolkningstal og tidligere modtagelse af asylansøgere.

Ud over et fordelingssystem foreslår kommissionen, at man tilbyder flygtningene en lovlig vej ind i EU, så de ikke behøver at risikere livet ved at lade sig smugle ind i unionen.

Men Ungarns Viktor Orban har gjort sin holdning helt klar.

”Det er en vanvittig idé, at man skulle lade flygtninge komme ind ens land, i stedet for at forsvare grænserne, og så sige: Nu fordeler vi dem iblandt jer,” sagde han ifølge flere medier forleden til ungarsk radio.

”Det er et unfair og uanstændigt forslag, og vi kan derfor ikke støtte det.”

I Storbritannien er tonen den samme.

Ifølge Daily Mail lyder det i en udtalelse fra det britiske indenrigsministerium, at planerne er uacceptable.

”Storbritannien har en stolt historie, hvor man har givet asyl til dem, der har mest brug for det, men vi mener, at et frivilligt genbosættelsesystem er svaret.”

Briterne har netop valgt at lade den konservative David Cameron fortsætte som premierminister, men denne gang med absolut flertal. Det betyder, at de samtidig har sagt ja til den folkeafstemning om landets EU-medlemskab, som Cameron har lovet senest i 2017.

Op til EU-afstemningen vil han forsøge at forhandle sig frem til nye betingelser for det britiske medlemskab, og her vil et EU-dikteret kvotesystem ikke falde i god jord.

I Italien, hvortil bådflygtningene oftest ankommer, har man i længere tid krævet et kvotesystem og bakker derfor op om forslaget. Trods den voldsomme flygtningestrøm til landet, ligger Italien dog langt fra i spidsen, når det gælder antallet af asylansøgere.

For i mange tilfælde bliver de ikke registreret, før de rejser videre til lande som Tyskland og Sverige, der tegner sig for langt den største del af asylansøgere.

Således er både tyskerne og svenskerne positivt stemt over for kvotesystemet, som dog kræver alle medlemslandes opbakning, før det kan blive til virkelighed.

”Det er 100 pct. udelukket at lave et fuldstændigt kvotesystem, men det kan være, at man kan lave et pilotprojekt eller finde en løsning med et begrænset antal flygtninge, som så med tiden kan vokse,” siger Heidi Plougsgaard.

Danmark har dog i praksis ikke det store at skulle forholde sig til pga. det danske asylforbehold. Samtidig har både Storbritannien og Irland aftaler, som formentlig vil kunne gøre det muligt at stå uden for et givent kvotesystem, afhængigt af hvordan udspillet bliver udformet.