Sverige om ubådsjagt i skærgården: Der var ingen ubåd
Russisk marineofficer beskylder Sverige for bevidst at lyve om det, der blev kaldt "mulig ubåd".
I november 2014 stillede den svenske statsminister Stefan Löfven og landets forsvarschef Sverker Göransson sig op foran den samlede presse og bekræftede, at man i perioden 17. til 24. oktober havde observeret en fremmed nations ubåd i svensk farvand.
”Der er ingen som helst tvivl. Alle andre forklaringer er udelukkede. Sverige har været udsat for en grov og uacceptabel krænkelse af en fremmed magt,” sagde Göranson.
Men hvad man ikke fortalte var, at der var mistanke om, at endnu en ubåd havde befundet sig i en sejlrende ind mod Stockholm den 31. oktober.
Det kom først frem, da Dagens Nyheter i januar kunne afsløre, at man havde jagtet en anden ”mulig ubåd”. Det var observationer og fotos fra en privatperson, den pensionerede marineofficer Sven-Olof Kviman, der udløste en militær indsats både til søs og på land.
”At vi valgte at se nærmere på denne observation skyldtes dels, at personen, der meldte episoden, var troværdig, dels at vi både har fartøjer og landstyrker i nærheden. Det betød, at vi hurtigt var på plads. Men alligevel gav det ikke noget resultat,” sagde svensk forsvars pressechef, Philip Simon, da han bekræftede oplysningerne.
Dagens Nyheter talte med flere andre vidner, som ligeledes bedyrede, at de havde set en ubåd i området den 31. oktober.
I begge tilfælde udtalte flere eksperter, at det formentlig var russiske ubåde, om end de svenske myndigheder var omhyggelige med ikke på noget tidspunkt at nævne navne.
Rusland har benægtet at have noget med det at gøre.
Men der var slet ingen ubåd den 31. oktober. Det fastslog kontreadmiral og indsatschef for forsvaret Anders Grenstad forleden over for Dagens Nyheter.
”Analysen har vist, at fotografiet, som blev taget i Stockholms indre skærgård, var en mindre båd,” lød det.
Der skal angiveligt være tale om den 10,5 meter lange, hvide plasticbåd ”Time Bandit” og ikke den 20-30 meter lange ubåd, som flere mente at have set.
Til gengæld understregede Anders Grenstad, at man fortsat er helt sikker på, at svensk territorium blev krænket den 17. -24. oktober.
Ikke desto mindre er ”indrømmelsen” blevet bemærket i russiske medier.
Den russiske marineofficer Mikhail Nenasjev siger ifølge Dagens Nyheter til det statslige nyhedsbureau Itar-Tass:
”Jeg mener, at Sverige må stå til ansvar på diplomatisk niveau for denne politik af løgne og misinformation. Det er ærgerligt, at der ikke findes en international domstol for bevidste løgne.”
Andre mener, at informationen om den mulige ubåd bevidst blev offentliggjort for at skabe tilpas frygt til, at det kan bane vejen for svensk Nato-medlemskab.
Orlogskaptajn ved Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby fortæller, at det er en gammel konspirationsteori, som man også kunne støde på i 1980’erne, men som han ikke finder realistisk.
Om den fastslåede krænkelse af svensk farvand siger han til gengæld:
”Man må spørge sig selv, hvem der ville have en interesse i det, og mit argument vil altid være, at det har Rusland. Man skal se hændelsen i sammenspil med, hvordan russerne ellers opfører sig i Østersøen.”
I sidste uge kom forsvarsministrene fra Danmark, Norge, Sverige, Finland samt udenrigsministeren fra Island med en fælles udmelding i flere nordiske aviser, herunder Jyllands-Posten.
I udmeldingen proklamerede de politiske ledere, at det nordiske forsvarssamarbejde vil blive optrappet med bl.a. flere øvelser og øget vidensdeling mellem de fem nordiske lande.
Ministrene lagde ikke skjul på, at udmeldingen skal ses i lyset af Ruslands handlinger og retorik det seneste års tid - hvor russerne bl.a. har annekteret den tidligere ukrainske halvø Krim, beskyldes for at destabilisere det østlige Ukraine og har foretaget militære flyvninger tæt ved vestlige landes grænser, herunder både Danmark og Norge.
I sidste måned advarede den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, desuden i et interview i Jyllands-Posten om, at Danmark vil blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar.
”Rusland ønsker at blive bekræftet i, at man har militær magt i Europa. Putins doktrin handler i bund og grund om, at når Rusland skal forhandle med andre lande, står russerne bedre, hvis de kan demonstrere, at de er en stærk, militær magt. Og så giver en sådan ageren god mening. Set fra et militærfagligt synspunkt kan vi konstatere, at Putin ikke har isenkram til at gå ind i en klassisk krig med nogen Nato-lande, men han har isenkram til at chikanere andre, og så kan han lave ballade som i Ukraine, hvor han holder gang i en konflikt, men ikke går ind i den - i hvert fald ikke officielt,” forklarer Johannes Riber Nordby om Ruslands potentielle grund til at sejle ind i svensk farvand.
Dagens Nyheter har talt med manden, som sejlede ”Time Bandit” den 31. oktober. Han bekræfter, at det er hans båd på billedet, men siger, at den befinder sig længere ude i periferien af billedet, end forsvaret påstår, samt at forsvaret aldrig har kontaktet ham.
Derudover fastholder Sven-Olof Kviman, som selv deltog i ubådsjagter i 1980’erne og 1990’erne, at han så en ubåd.