Amnesty kritiserer Europa: Afskyeligt, at I lader flygtninge dø
Velhavende lande prioriterer at lukke mennesker ude frem for at redde deres liv, lyder de barske ord.
Amnesty International offentliggjorde onsdag morgen sin årlige rapport om, hvordan det går for menneskerettighederne i verden.
Rapporten er nedslående læsning, som viser, at over 50 mio. mennesker i 2014 levede på flugt - det højeste antal siden slutningen på Anden Verdenskrig.
De europæiske lande bliver af organisationen kritiseret for at bidrage til problemet ved ikke at lade de mange flygtninge fra krig i Afrika og Mellemøsten komme ind i det forjættede europæiske land.
Det er afskyeligt at se, hvordan velhavende landes forsøg på at holde folk ude vinder over deres forsøg på at holde folk i live.
"Det er afskyeligt at se, hvordan velhavende landes forsøg på at holde folk ude vinder over deres forsøg på at holde folk i live," siger generalsekretær Salil Shetty i en kommentar.
I 2014 påbegyndte EU en patrulje i Middelhavet med den hensigt at redde nogle af de mange bådflygtninge, som i dårlige både krydser grænsen til Europa. Det skete, fordi Italien meddelte, at man overvejede at stoppe sin redningsaktion, "Mare Nostrum", på grund af manglende midler - aktioner som ellers vurderes at have reddet over 150.000 liv.
Storbritannien meldte sig dog ud af EU's tiltag, fordi man mente, at det kunne tiltrække endnu flere flygtninge og dermed forværre problemet, men den slags udmeldinger giver Amnesty i sin rapport ikke meget for.
"Det høje antal flygtninge, som mister deres liv i Middelhavet i et desperat forsøg på at nå Europas kyster skyldes til dels visse EU-medlemslande uvilje til at hjælpe med at udføre redningsaktioner," siger Salil Shetty.
Amnesty Internationals holdning deles af andre menneskerettighedsorganisationer, bl.a. det britiske flygtningeråd.
Også i Danmark er flygtninge, som kommer til Europa via den farlige søvej, blevet et politisk emne - ikke mindst fordi Italiens flygtningesystem er så presset, at mange mennesker får lov til at rejse videre op i Europa og altså også til Danmark uden at blive registreret.
Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann-Jensen, sagde mandag i et interview på DR2, at det ikke er særlig civiliseret at lade flygtningene gå ned med de skibe, som sejler dem over Middelhavet.
"Det Europa, som ville komme ud af det, som vikler sig ind i pigtråd og lader folk synke til bunds i Middelhavet udenom os, det er ikke et Europa, der er værd at leve i for anstændige mennesker," sagde Uffe Ellemann.
Ifølge FN døde der i 2014 knap 3.500 mennesker i et forsøg på at krydse Middelhavet, hvilket gør havet til verdens farligste hav for flygtninge, der forsøger at komme ind i EU. Over 200.000 mennesker blev reddet i samme periode.
EU vurderer, at der i 2015 kom over 276.000 illegale indvandrere ind i EU, hvoraf langt størstedelen havde taget vejen over Middelhavet.