Fortsæt til indhold
Europa

Storbritannien vil træne ukrainske soldater

Britiske soldater skal i løbet af den næste måned til Ukraine for at rådgive og træne landets hær.

Storbritannien vil i løbet af de kommende uger sende militære rådgivere til Ukraine for at hjælpe med at træne den ukrainske hær, siger premierminister David Cameron.

Vi er ikke i den fase, hvor vi leverer mere dødbringende udstyr. Vi har annonceret leverencen af en række ikke-dødelige hjælpemidler såsom natkikkerter og skudsikre veste, som vi vil give til Ukraine.
David Cameron, Premierminister i Storbritannien.

Udmeldingen kommer kort efter, at Cameron har argumenteret for hårdere sanktioner mod Rusland, hvis ikke Moskva får de pro-russiske seperatister i Østukraine til at respektere den våbenhvile, som man tidligere på måneden indgik med Ukraines præsident, Petro Porosjenko

"I løbet af den næste måned vil vi indsætte britisk personel for at yde rådgivning og træning, fra taktiske efterretninger til logistik og lægehjælp," siger Cameron i et parlamentsudvalg.

Han advarer om, at Rusland kan destabilisere andre lande i regionen, hvis styret i Kreml får lov til det.

De baltiske lande og Moldova vil være de næste lande, der oplever ustabilitet, hvis Rusland ikke møder modstand, siger den britiske premierminister.

Det betyder imidlertid ikke, at man endnu er parate til at sende yderligere våben ind i Ukraine.

"Vi er ikke i den fase, hvor vi leverer mere dødbringende udstyr. Vi har annonceret leverancen af en række ikke-dødelige hjælpemidler såsom natkikkerter og skudsikre veste, som vi vil give til Ukraine," siger Cameron ifølge avisen The Guardian.

Foruden udstyrsleverancen er briterne også i færd med at forberede et træningsprogram til de ukrainske infanteri-soldater for at forbedre hærens modstandsdygtighed over for de pro-russiske tropper.

Cameron understreger imidlertid, at de britiske soldater, der skal stå for træningen, kommer til at opholde sig uden for selve konfliktzonen i det østlige Ukraine.

Ifølge Sky News skal omkring 75 britiske soldater sendes til Ukraine. De vil få base i den vestlige del af Ukraine, og at nogle af dem skal være der i op til et halvt år.

David Camerons udmeldinger kommer efter, at udenrigsministrene fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland mødtes tidligere på dagen for at drøfte situationen i det østlige Ukraine.

Efter mødet opfordrede de fire udenrigsministre alle parter til fuldt ud at respektere våbenhvilen og trække alle tunge våben tilbage.

David Cameron betegner det som "mirakuløst", hvis våbenhvilen rent faktisk bliver overholdt fuldt ud, skriver Sky News.