Ukraines præsident: Ruslands krav er uacceptable
"Der er intet godt nyt endnu", siger Petro Porosjenko om fredsforhandlingerne.
Der er stadig håb for, at der kan komme noget konstruktivt ud af fredsforhandlingerne mellem Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland.
Men det er indtil nu ikke mere end et håb, mener den ukrainske præsident Petro Porosjenko.
"Der er intet godt nyt endnu," siger Petro Porosjenko ifølge nyhedsbureauet Ria.
Den ukrainske præsident fortæller ifølge nyhedsbureauet og flere andre medier, bl.a. BBC, at Rusland stiller "uacceptable krav" til Ukraine.
"Angela Merkel og Francois Hollande hjælper os meget, men lige nu er situationen svær," lyder det fra Porosjenko.
Reuters melder desuden om yderligere dårligt nyt for forhandlingerne. De prorussiske separatistledere, som også rejste til Minsk onsdag for at deltage i fredsmødet, har heller ikke tænkt sig at skrive under på en aftale, som tingene er nu.
Ukraines melding kommer kun få timer efter, at nyhedsbureauet Reuters meldte om, at der var enighed om, at man ville iværksætte en våbenhvile i det østlige Ukraine fra senest på lørdag. Forhandlingerne er dog på trods af den melding fortsat.
Den aftale, som de deltagende stats- og regeringschefer er nået frem til, skulle angiveligt betyde "en tilbagetrækning af alle tunge våben og etablering af en demilitariseret zone". Men ingen af statslederne er parate til at sætte deres underskrift på et stykke papir.
Torsdag formiddag var der også en smule godt nyt for Ukraine.
Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, meddelte torsdag, at man var blevet enig med Ukraine om at underskrive en ny milliardstorhjælpepakke til den trængte ukrainske økonomi.
Den melding er godt nyt for Petro Porosjenko, som kan tage til Kiev med en smule godt nyt, uanset hvad resultatet af fredsforhandlingerne i Minsk bliver.
Hvad der præcist foregår ved forhandlingerne, er der i medierne stor ståhej om.
Nyhedsbureauet Interfax meldte tidligere på morgenen om, at statslederne havde forladt forhandlingsbordet, mens en Reuters-journalist meldte om, at de fire toppolitikere stadig forhandlede.
Forhandlingerne begyndte onsdag eftermiddag, og Vladimir Putin, Petro Porosjenko, Francois Hollande og Angela Merkel har hele natten forsøgt at nå frem til en aftale.
Merkel og Hollande har ikke ubegrænset tid til forhandlingerne, idet de begge skal videre til et topmøde i Bruxelles, hvor man bl.a. skal diskutere situationen i Ukraine. Dette topmøde er dog blevet udsat på grund af forhandlinger.
Forhandlingerne i Minsk blev påbegyndt i skyggen af ny vold i det østlige Ukraine. Ved beskydning af et sygehus i det separatiststyrede Donetsk er mindst en person blevet dræbt, rapporterede lokale medier onsdag.