Fortsæt til indhold
Europa

Bruxelles og Paris på én dag: Grækenland er på charmeoffensiv i Europa

"Vi kommer ikke til at ændre alting," advarer Jean-Claude Juncker den græske premierminister, Alexis Tsipras.

Den nytiltrådte, græske finansminister Yanis Varoufakis har allerede været i gang siden søndag, hvor han var i Paris og mødes med sin franske kollega, Michel Sapin.

Mandag hed destinationen London, og tirsdag var både finansministeren og den nye premierminister, Alexis Tsipras, i Rom.

Onsdag er en ny dag med to nye byer på programmet; Bruxelles og Paris, mens Varoufakis torsdag tager til Tyskland for at mødes med landets finansminister, Wolfgang Schäuble.

"Det handler om at samle opbakning til en aftale, der kan lette presset på græsk økonomi. Parterne står meget langt fra hinanden, men Grækenland forsøger med en charmeoffensiv at præsentere sine ideer," fortæller Jyllands-Postens EU-korrespondent Heidi Plougsgaard.

Regeringspartiet Syrizia gik til valg på at få lettet på vilkårene for den låneaftale, som landet har indgået med den såkaldte trojka, bestående af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Samtidig var kravet at få eftergivet en del af gælden, noget som hidtil er blevet afvist af långiverne.

Senest har den græske finansminister dog luftet ideen om at give Grækenland muligheden for at vente med at afvikle gælden, når der er økonomisk overskud til det.

Ifølge Wall Street Journal har formanden for Europa-Kommissionen Jean-Claude Juncker på forhånd sagt til medlemmerne af Europa-Parlamentet, at Alexis Tsipras ikke skal regne med de store ændringer.

"Vi bliver nødt til at gøre noget, men vi kommer ikke til at ændre alting pga. af ét valgresultat, som nogle folk synes om, og som andre ikke bryder sig om."

Jyllands-Postens korrespondent understreger da også, at de mange møder blot er en "følen hinanden på tænderne", som ikke vil give konkrete resultater lige nu.

"Det er politisk højspændt på den måde, at hvis nogen giver Tsipras en håndsrækning, så tager de noget fra deres egne skatteydere, og nogle mener også, at det ville kunne svække opbakningen til euroen," siger Heidi Plougsgaard.

Flere har peget på, at hvis man giver Grækenland lov til at slippe for at betale sin gæld tilbage, hvad så med et land som eksempelvis Spanien, der ligeledes er presset på økonomien.

Men meldingen fra den spanske budgetminister Cristobal Montoro har været klar, når det gælder Grækenland.

"Vi kunne alle tænke os at regere på den måde, men spørgsmålet er, hvor skal pengene komme fra? Fra grækerne? Fra andre europæere?," sagde han til den spanske tv-kanal TVE.