Fortsæt til indhold
Europa

Moskébrand i Sverige er fortsat et mysterium

Politiet i Eskilstuna har afhørt omkring 50 mulige vidner, men en opklaring er ikke nær.

Kort efter jul satte en brandstifter ild til en moské i Eskilstuna i Sverige, hvor fem mennesker kom til skade.

Ifølge et vidne blev der kastet en brændende genstand gennem et vindue i bygningen, før branden brød ud, hvorefter en person løb fra stedet. Dette fik det lokale politi til at betegne det som et attentat.

Imidlertid er det endnu uvist, hvem der satte ild til moskéen, skriver lokalmediet Ekurieren.

Politiet har indkaldt en efterforsker, som skal hjælpe med opklaringsarbejdet, og man leder stadig efter vidner, som kan have set den mulige gerningsmand.

Efter branden i Eskilstuna begyndte folk i lokalsamfundet at vise sin støtte ved at hænge blomster og kort op ved afspærringerne omkring moskéen.

TV4 Nyhedernerapporterer mandag om, at politiet nu har skiftet fokus og arbejder ud fra, at branden skulle være et uheld. Tv-stationen citerer unavngivne kilder i politiet for at sige, at man peger på, at "der kan findes logiske forklaringer på vidneforklaringerne om, at nogle personer skulle være løbet fra stedet".

Disse rapporter er dog ikke blevet bekræftet af politiet.

Sveriges kriminaltekniske laboratorium har undersøgt den nedbrændte moské og ventes at aflevere sin rapport om en måneds tid. Alt imens har politiet i Eskilstuna allerede afhørt omkring 50 potentielle vidner, dog uden at komme en opklaring nærmere.

Bedehuset i Eskilstuna er ikke det eneste, der på det seneste er blevet hærget af muligvis påsatte brande.

Nytårsdag blev en moské i Uppsala angrebet med en motolovcocktail. En mindre brand begyndte, men gik hurtigt ud af sig selv.

Og i Eslöv blev en moské kort efter branden i Eskilstuna også stukket i brand. Moskéen har været plaget af brande flere gange, og den seneste episode har fået imam Samir Muric til at overveje, hvad fremtiden skal bringe.

"Der foreligger en trussel mod os. Her er ikke sikkert længere, især ikke for naboerne. De er triste og kede af det, men de er også bekymrede," siger han til lokalmediet Skanskan.

Moskéen overvejer nu at få panserglas i vinduerne og foretage forskellige brandsikringstiltag for at undgå flere brande.