Svenske partier er enige om mindretalsregering
Sveriges regering og opposition er enige om en aftale, der muliggør samarbejde uden om Sverigedemokraterna.
Sveriges regering og den borgerlige opposition er blevet enige om en aftale, der muliggør et samarbejde mellem de to fløje uden om Sverigesdemokraterna.
Det betyder, at det bebudede nyvalg i marts næste år er aflyst, lød det fra statsminister Stefan Löfven og andre partiledere lørdag formiddag på et pressemøde i Riksdagen i Stockholm.
"Regeringen er nået til enighed med de borgerlige alliancepartier, og der bliver ikke udskrevet et nyt valg," siger Löfven, som på pressemødet var flankeret af med lederne af fem andre partier.
Ud over Socialdemokraterna deltog Moderaterna, Miljöpartiet, Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna i pressemødet - det er også de partier, der er med i den indgåede aftale.
Regeringen og oppositionspartierne har både før og efter jul ført hemmelige forhandlinger om, hvordan et nyvalg kunne forhindres.
Kilder i regeringen siger ifølge Ritzau til det statslige tv, SVT, at forhandlingerne har haft fokus på, hvordan Sverige skal kunne styres af en mindretalsregering, og hvordan en sådan regering kunne få vedtaget en finanslov.
Anna Kinberg Batra, der leder det konservative parti Moderaterna, gentog på pressemødet, hvad Stefan Löfven tidligere havde påpeget, om at mindretalsregeringer har været reglen snarere end undtagelsen i Riksdagen.
Stefan Löfvens udtalelser gik på, at den statsministerkandidat, som har størst støtte, skal have muligheden for at få sit finanslovforslag igennem, udtalte Löfven, hvilket blev bakket op af Moderaternas partileder.
"Ingen enkeltpartier kan længere kræve regeringsmagten i Sverige. Dagens aftale forstærker og bekræfter det, som har været praksis," sagde Anna Kinberg Batra.
Ved en afstemning i begyndelsen af december, hvor regeringens finanslov faldt, stemte det indvandrerkritiske højrefløjsparti, Sverigedemokraterna, først på sit eget forslag og derefter på et forslag fra de borgerlige partier, Alliansen.
Det førte til, at regeringens eget forslag til en finanslov faldt til jorden. Stefan Löfven valgte derfor at annoncere et nyt valg efter to måneder på statsministerposten.
I et debatindlæg fra 9. december skrev partilederne i Alliansen, at de var villige til at forhandle om reglerne for, hvordan en regering i mindretal kan få vedtaget deres finanslov.
Det svenske nyvalg, der først officielt skulle udskrives den 29. december, skulle efter planen være afholdt den 22. marts 2015.