Fortsæt til indhold
Europa

Ingen ved, om de østukrainske vælgere vælger frit

Flere steder i det østlige Ukraine har krigen gjort det umuligt for valgobservatørerne at være til stede.

Mens vælgerne i Ukraine søndag sætter deres kryds ved de kandidater, de gerne så styre landets parlament fremover, ser et hold på over 1.000 valgobservatører til, at valget foregår på så demokratisk vis som muligt.

Mange steder i det østlige Ukraine, hvor der stadig er voldsomme kampe, er det imidlertid umuligt for observatørerne at være til stede - og flere steder har krigen gjort det lige så umuligt for vælgerne at komme til at stemme.

Ifølge Opora, en uafhængig organisation der observerer valghandlingen i Ukraine, kan kun 42 pct. af vælgerne i Donetsk-provinsen stemme, og i mange byer er der på grund af alvorlige sikkerhedsrisici slet ikke noget valgsted.

"Jeg ville rigtig gerne have stemt ved det seneste præsidentvalg, men det kunne vi ikke - og denne gang kan vi heller ikke," siger en ukrainsk soldat i landsbyen Pisky, som ikke har noget valgsted, til Kiev Post.

Imidlertid er der ikke særlig mange af indbyggerne i Østukraine - de indbyggere som nu i stor stil er flygtet til mere rolige egne - der overhovedet er registrerede vælgere. Sådan lyder det fra OSCEs "Office for Democratic Institutions and Human Rights" (ODIHR), som længe har været til stede i Ukraine og har til formål at tjekke, at valget forløber ordentligt.

"Vi ved, at omkring 30.000 af de flere hundrede tusinde mennesker, som er flyttet fra regionerne (i det østlige Ukraine, red.), har registreret sig som vælgere," siger Tana de Zulueta, som er ODIHRs ledende valgobservatør, i en meddelelse.

Ifølge ODIHR kan det lave tal skyldes, at mange af indbyggerne i de østukrainske regioner har "andet at tænke på" end et parlamentsvalg, og derfor ikke har taget de nødvendige skridt for at kunne vælge.

OSCE understreger samtidig, at de internationale valgobservatører er til stede i Ukraine primært for at se på, at vælgernes stemmeret bliver overholdt, og ikke for at bedømme, om valget er legitimt.

Noget, der bekymrer observatørerne, er det faktum, at man ikke ved, om vælgerne i de østukrainske områder kan blive presset til at afgive deres stemmer til en bestemt kandidat.

Sandsynligvis kan vi ikke være til stede ved optællingen på grund af sikkerhedsrisikoen.
ODIHR-observatør

I Lugansk og Donetsk, hvor der rent faktisk er åbne valgsteder, kan OSCEs observatører ikke komme til at observere valget i sin helhed, og derfor ved man ikke, om vælgerne sætter deres kryds frit.

"Vi har en begrænset mulighed for at observere, men sandsynligvis kan vi ikke være til stede ved optællingen på grund af sikkerhedsrisikoen," siger Tana de Zulueta.

ODIHR kan desuden ikke afvise, at der kan ske fusk med valgresultaterne i Østukraine, og at den begrænsede mulighed for at stemme reelt kan betyde, at meget få vælgere får lov til at bestemme regionernes valgresultater - noget, de pro-europæiske partier i Ukraine har udtrykt stor bekymring for. OSCE understeger dog, at det endnu er for tidligt at sige noget konkret.

Den sidste meningsmåling, som blev foretaget fire dage inden parlamentsvalget, giver ifølge Reuters præsident Petro Porosjenko (Solidaritetspartiet) og hans blok valgsejren. Det betyder, at vælgerne umiddelbart vælger et tættere bånd til EU, mens prorusserne står til at få forringet deres indflydelse.

Ukrainske soldater stemmer i Kiev. I Østukraine kæmper ukrainske styrker stadig mod prorussiske separatister, og her kan det være vanskeligt for soldaterne at komme til at stemme.

Imidlertid anførte knap en tredjedel af de adspurgte tidligere på ugen, at de endnu ikke havde besluttet sig for, hvem de ville stemme på.

Ukraines forhåbning er, at valget, som er det første siden Euromaidan-optøjerne i vinteren 2013/14, kan markere en ny begyndelse for demokratiet i Ukraine.

Men frem mod valget har en række voldelige overfald skæmmet den demokratiske proces.

Blandt andet blev en kandidat for populistpartiet De Radikale, Mark Gres, sidste fredag blev stukket ned uden for sit hjem efter en tv-debat. Ifølge New York Times kalder partiet det for "et mordforsøg". Og samme nat blev en kandidat fra det nystiftede parti Folkets Front overfaldet og tævet ved sin lejlighed i Odessa, mens en anden af partiets kandidater i mandags blev beskudt og kun overlevede på, fordi han går med skudsikker vest.

OSCE har en delegation på omkring 700 observatører i Ukraine. Mandag, dagen efter valget, vil de holde en pressekonference, hvor OSCE-repræsentanterne vil de give de første vurderinger af, hvordan søndagens valg er forløbet.