"Storbritannien vil have en bedre aftale i EU"
Downing Street mener ikke, at Storbritanniens nuværende situation er acceptabel for landet.
Storbritanniens premierminister David Cameron vil lytte til argumenterne fra EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso. Men Storbritannien skal og vil forhandle sig frem til en bedre aftale i EU.
Det kommer fra en kilde i Downing Street.
Kilden fortæller til BBC, at EU skal behandle Storbritanniens bekymringer. Først dér kan landet igen se EU som et attraktivt forum at være deltager i.
Dette kommer efter, at Jose Manuel Barroso i weekenden advarede David Cameron om at melde sig helt ud af EU. Det ville ifølge ham påvirke Storbritanniens indflydelse. I værste tilfælde ville indflydelsen falde til nulpunktet.
Derudover nævnte kommissionsformanden også, at Storbritannien ville få det svært, hvis landet i fremtiden skulle forhandle med lande som Kina og USA.
Under en spørgerunde med journalister og erhvervsledere sagde Jose Manuel Barroso, at Storbritannien er et land med mange venner i EU. Han fortalte, at hans råd til landets premierminister var, at man skulle beholde vennerne i EU. Kommissionsformanden mente, at dette var det eneste fornuftige at gøre.
Kilden fra Downing Street afviser bekymringerne fra kommissionsformanden. Der er ifølge vedkommende ikke tale om en "historisk fejltagelse", hvis Storbritannien forlader EU. Ifølge kilden sker dette også kun, hvis landets nuværende position og situation i EU ikke ændres, da status quo ikke er acceptabel.
Kritikken og bekymringerne for Storbritanniens overvejelser om, hvorvidt de skal være i EU eller ej, kommer midt i en ophedet britisk debat. Debatten handler om de tilrejsende EU-borgeres rettigheder til sociale ydelser i Storbritannien, og om hvorvidt der skal være et loft over antallet af immigranter i landet.
Hvis briternes konservative parti, som David Cameron er leder af, vinder næste års valg, vil der komme en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemsskab i 2017. David Cameron fortæller, at han indtil da vil forhandle landets forhold til EU.