Ekspert: Danmark vil ikke kunne håndtere ubåde
Ubådsjagt kræver meget træning og erfarne operatører, fortæller dansk ekspert.
Mystikken om undervandsaktiviteten, der i fredags blev opdaget i skærgården uden for Stockholm, fortsætter.
De fleste formodninger går på, at det er en beskadiget russisk ubåd, der gemmer sig i det svenske farvand.
Taler rygterne sandt, skal besætningen på ubåden forberede sig på at blive overladt til sig selv og havets kræfter. Det vurderer svenske Tomas Ries, der forsker i russisk militærstrategi og underviser på Försvarshögskolan i Sverige.
"Russernes vigtigste mål er at sikre, at ingen finder ubåden. Det betyder, at Rusland efterlader besætningen til at dø, hvis de ikke selv kan slippe væk fra ubåden på egen hånd og komme i land," siger han til Dagens Nyheter.
Den betragtning er den danske orlogskaptajn ved Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby meget uenig i.
"Jeg tror ikke på, at der er nogen i dag, der vil ofre en besætning på måske 100 mand og en ubåd, som trods alt også er dyrt isenkram, bare fordi at man er fanget inde på Sveriges territorialfarvand," siger han til Jyllands-Posten.
"Den diplomatiske ballade, som det vil give, at man bliver taget derinde, står ikke mål med et kollektivt selvmord. Besætningen kommer til at mangle derhjemme. Hvor er de her mennesker, der tog på togt. Hvis båden går ned, så er det fordi, der er noget i vejen med den, så den ikke kan komme op," fortsætter han.
Johannes Riber Nordby fortæller, at alt efter hvilken type ubåd det drejer sig om, vil den kunne gemme sig i dybderne i ugevis.
"Moderne ubåde kan ligge dybt i vandet i mange dage. Der er to ting, der kan være begrænsninger. Hvor meget strøm, der er på batterierne, og hvor meget luft, der er dernede. Hvis det er en moderne ubåd, så kan den have strøm indbygget," fortæller han.
Hvor svært er det at finde en ubåd?
"Det er utroligt svært. Man kan finde ubåde på to måder. Enten ved at man kan høre dem larme. Det kan f.eks. være motoren. Vand har en utrolig god evne til at transportere lyd, men den svenske skærgård ligger i et område, hvor der er så mange udfald, at det er nærmest umuligt at høre. Det er ligesom en slags kamouflage bare over for lydbølger i stedet over for lys."
Den anden måde er at benytte en såkaldt sonar, hvor man kan se ned i forskellige dybder. Men ifølge Johannes Riber Nordby er også den metode vanskelig i dette tilfælde. Det skyldes, at ubåden kan ligge tæt op af nogle skær, som fungerer som et slags spejl og forhindrer sonarne i at skelne mellem ubåden og dens skær.
Det svenske militær har indledt en intensiv jagt for at komme til bunds i sagen om den "fremmede undervandsaktivitet". Således er moderne flådefartøjer, fly og hjemmeværnsfolk sat i spil for at opklare gåden.
En jagt som man slet ikke ville have ressourcer til at foretage i Danmark, fortæller Johannes Riber Nordby.
"Det kunne vi slet ikke håndtere. Den kapacitet afskaffede vi for ti år siden, da man udfasede den sidste danske ubåd. Alle de fordele, som en ubåd har, kan du også selv bruge, når du skal finde den. Ubådsjagt er en forholdsvis kompliceret opgave, som kræver meget træning og nogle rigtigt dygtige operatører. Det har vi ikke i Danmark lige nu," siger Johannes Riber Nordby.
Han erklærer sig i samme ombæring overbevist om, at svenskerne selv bruger ubåde til at jagte den formodede russiske ubåd.
Tidligere i dag kom det frem, at det angiveligt russiske tankskib, der var uden for Stockholms skærgård, har skiftet kurs og nu sejler mod øen Gotska Sandön, der ligger et stykke sydøst for den svenske hovedstad.
Svenska Dagbladet skriver, at tankskibet NS Concord ved ottetiden søndag morgen satte ny kurs og sejlede bort med en hastighed på ni knob.
"Den har vendt rundt og går nu 12 knob mod nordøst," siger Anders Nordin, der er områdeleder ved Sjöfartsverket.
Det endelige mål er angiveligt "danske stræder" i form af Kattegat og Skagerrak ifølge fartøjet selv.
Det danske forsvar søredningstjeneste, JRCC, har ikke kendskab til tankskibet, oplyser vagthavende til Ritzau.
Olietankeren havde Danmark som destination, da den forlod havnen for flere dage siden, men siden 15. oktober har skibet sejlet ud for den svenske kyst ved Stockholm.
Ifølge hjemmesiden Marine Traffic er skibet NS Concord et russisk handelsskib, som sejler under liberisk flag.