Fortsæt til indhold
Europa

Nye mistænkte i Madeleine-sagen

En tyvebande kan have forbindelse til pigens forsvinden, rapporterer et britisk medie.

Scotland Yard har identificeret nye mistænkte i sagen om den britiske pige Madeleine McCann, der i maj 2007 forsvandt under en rejse i Portugal.

Det skriver Daily Mail.

På baggrund af en analyse af mobiltelefon-data har politiet fundet ud af, at en tyvebande befandt sig tæt på det sted, hvor pigen forsvandt, og at de tre mænd i timerne efter Madeleines forsvinden, foretog et usædvanligt højt antal opkald til hinanden.

Ifølge Daily Mail mener politiet, at tyvene måske er gået i panik, da de fandt pigen i ferielejligheden i Portugal, og at de derefter har taget hende med sig.

Kan ikke arrestere

Mediet fortæller også, at britisk politi ikke kan arrestere de mistænkte uden at samarbejde med det lokale politi i Portugal.

Her drejer eftersøgningen sig fortsat om en anden mistænkt og ikke om indbrudstyvene.

To teorier

Det har tidligere været beskrevet, hvordan den godt seks år gamle sag for nyligt er blusset op igen, efter at efterforskningen af sagen i oktober blev genåbnet i Portugal.

Denne efterforskning kører parallelt med Scotland Yards, som ifølge tidligere rapporter, følger to teorier: Enten forsvandt Madeleine McCann i forbindelse med en planlagt kidnapning, eller også skete det, da hun overraskede en indbrudstyv.