Fortsæt til indhold
Europa

To medarbejdere ramt af skud på skole i Frankrig

En 14-årig elev er anholdt og mistænkt for at stå bag skyderi mod skolepersonale med en jagtriffel.

/ritzau/

En skoleleder og en underviser er mandag morgen blevet ramt af skud og såret på en skole i Aubagne nær Marseille i Frankrig.

Politiet oplyser til nyhedsbureauet AFP, at de franske myndigheder har anholdt en 14-årig, som er mistænkt for at have affyret skuddene mod skolepersonalet med en jagtriffel.

Det oplyses desuden, at en tredje person blev strejfet under skyderiet. Hverken skolelederen eller underviseren, som blev skudt, er i livsfare, men begge er blevet indlagt på hospitalet.

Motivet for hændelsen er uklart, men det ser ikke ud til at være forbundet til de gymnasieprotester, som de seneste uger har været i gang i Frankrig, siger politiet til AFP.

Jean-Pierre Squillari, der er borgmester i byen, oplyser ifølge Reuters, at det var en medarbejder på skolen, der afvæbnede den 14-årige elev, inden politiet ankom.

En lokal tv-station oplyser, at eleven var kommet i skole med riflen gemt i en guitarkasse.

En elev har fortalt Reuters om episoden. Da det første pistolskud lød, forsøgte elevens matematiklærer at få ro på klassen og forklarede den høje lyd med nærliggende byggearbejde.

Herefter havde der lydt endnu et skud, hvorefter en alarm gik, og klasselokalerne blev tømt.

»Vi gik i panik. Vi løb,« siger eleven til Reuters.

»Der var to veje ud: En gennemgang til sportssalen og en, der førte udenfor. Overlevelsesinstinktet tog over, og jeg løb udenfor,« fortsætter eleven.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, skriver på X, at elever og forældre samt de sårede har hans fulde støtte.

Undervisnings- og indenrigsministeren i den franske regering ventes at besøge skolen i Aubagne mandag.