Fortsæt til indhold
Europa

Irland vil skære otte procent af udspil til EU-budget

Det irske EU-formandskab har fremlagt et nyt udspil, som skærer otte procent af EU-Kommissionens udspil.

/ritzau/

Det irske EU-formandskab lægger op til at skære otte procent af EU-Kommissionens udspil til det næste langsigtede budget.

Det fremgår af den såkaldte forhandlingsboks, som det irske EU-formandskab lørdag offentliggjorde.

EU-Kommissionens oprindelige udspil lød på knap 2.000 milliarder euro i løbende priser i perioden fra 2028 til 2034.

Det var det tal, som EU-Kommissionen brugte i sin præsentation af udspillet.

I faste priser er EU-Kommissionens udspil på 1.763 milliarder euro. Det er det tal, Irland bruger i det reviderede udspil.

Det irske udspil lyder i faste priser på 1.622 milliarder euro, siger Irlands europaminister, Thomas Byrne.

- Vores forhandlingsboks giver besparelser på otte procent.

- Det svarer til 141 milliarder euro i forhold til Kommissionens oprindelige forslag, siger Thomas Byrne.

Det irske udspil vil dog fortsat betyde en stigning på omkring 30 procent i forhold til det nuværende EU-budget.

Det sker på et tidspunkt, hvor mange EU-lande må skære i deres nationale budgetter.

Med udspillet tager Irland et skridt i retning af lande som Tyskland, Danmark, Holland og Sverige, der ønsker en reduktion af EU-Kommissionens udspil.

Tyskland har dog krævet reduktioner på ”flere hundrede milliarder euro”.

Det lever det irske udspil ikke op til.

Men måske ligeså frustrerende for de sparsommelige lande, så har Irland stort set fastholdt udgifterne til landbrugsstøtte og samhørighedsmidler fra EU-Kommissionens udspil.

Til gengæld er der blandt andet skåret i udgifterne til konkurrenceevne og forsvar, som de nordeuropæiske lande ellers ønsker styrket.

Irland læger kun op til at skære tre procent i udgifterne til regionaludvikling, landbrug og fiskeri i forhold til kommissionens udspil.

Til gengæld vil man skære 13 procent i udgifterne til konkurrenceevne, velstand og sikkerhed.

Det vil formentlig møde kritik fra Tyskland, Danmark, Holland og Sverige.

De betegner sig selv som lande, der vil ”modernisere” EU’s budget væk fra faste overførsler til landbrug og EU-lande med fattigere regioner til at fokusere mere på investeringer i forsvar og konkurrenceevne, der kan gøre EU mere sikkert og rigt i fremtiden.

Thomas Byrne, mener dog, at det er lykkes Irland at finde et kompromis, der kan vise vejen til en aftale mellem EU-landene inden jul.

- Det er et balanceret og reduceret udspil. Det giver giver plads til store investeringer i konkurrenceevne, samtidig med at det bevarer kerneprogrammer, siger Thomas Byrne.

Irland er selv del af en stor gruppe på omkring 20 EU-lande, der ønsker at fastholde høje overførsler til landbrug og regioner.

Thomas Byrne afviser dog, at Irland har beskytte egne interesser i udspillet.

- Vi har lyttet tæt til EU-landenes ønsker, og vi har været en ærlig mægler.

- Vi fremsætter forhandlingsboksen som EU-formandskab - ikke som Irland, siger Thomas Byrne.

Han afviser kritikken af, at Irland skulle have givet køb på investeringer i fremtidig sikkerhed og konkurrenceevne for at beskytte landbrug og samhøringsmidler.

- Stort set alle programmerne beholder deres finansiering eller får yderligere finansiering, siger Thomas Byrne.

Han fremhæver, at der blandt andet fortsat vil være en stigning i midlerne til konkurrenceevne i forhold til det nuværende budget.

Også selvom Irland skære i EU-Kommissionens rekordstore udspil, som indeholder en procentvis stor stigning til konkurrenceevne.

Den irske europaminister mener desuden, at der tages hensyn til nettobidragsydere som Danmark, der stod til at skulle sende et tocifret milliardbeløb i kroner til Bruxelles, hvis EU-Kommissionens forslag var blevet bevaret.

Finansministeriet har tidligere regnet på det tidligere EU-formandskabsland Cyperns udspil, som skar to procent af EU-Kommissionens udspil.

Ifølge beregningerne fra Finansministeriet ville Cyperns udspil udløse en ekstra regning til de danske skatteydere på omkring 15,6 milliarder kroner om året i ekstra EU-bidrag.

Det tal bliver mindre med Irlands udspil. Irland forventer samtidig at kunne finde 55 milliarder euro i nye ”egne ressourcer”.

Det er blandt andet toldafgifter og salg af CO2-emissionskvoter til virksomheder, hvor EU-landene skal sende indtægterne til Bruxelles, så de kan indgå i EU-budgettet.

Det irske udspil vil nu danne basis for forhandlingerne på næste uges EU-topmøde i Bruxelles.