37 meldes dræbt i russisk natangreb mod ukrainske Butja
Angrebet ramte en lagerbygning i Butja, der ligger færre end 30 kilometer fra hovedstaden Kyiv.
Mindst 37 personer er natten til lørdag blevet dræbt i et russisk luftangreb mod byen Butja nær den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Det oplyser guvernør for Kyiv-regionen, Tymur Tkatjenko, skriver Reuters.
Lørdag morgen lød tallet på mindst 27, men tidligt på eftermiddagen har myndighederne opjusteret dødstallet.
Flere end 40 meldes desuden såret, og knap 400 er evakueret fra angrebsområdet.
Nattens angreb ramte en lagerbygning i Butja, der ligger mindre end 30 kilometer fra Kyiv.
Ifølge guvernøren ramte en drone lagerbygningen, hvilket udløste en omfattende brand og flere eksplosioner.
I marts 2022 besatte russerne selvsamme Butja.
Russiske styrker belejrede byen i ca. en måned. Efter at de trak sig ud af Butja 31. marts 2022, blev der fundet flere hundrede dræbte i byen.
Ligene i Butja blev både fundet på gaderne og i flere massegrave.
Nogle af ofrene var bagbundet, så ud til at være blevet skudt på klos hold eller havde tegn på at være blevet mishandlet.
Fundene førte til mistanke om, at der var begået en massakre, og Rusland blev beskyldt for at have begået krigsforbrydelser i Butja.
Ukraine anklagede den russiske hær for Butja-massakren. Rusland nægtede at stå bag.
Fundet af de mange lig forårsagede dog international forargelse.
Derfor var en række europæiske udenrigsministre tidligere på året i Butja for at markere fireårsdagen for byens befrielse.
Ofrene blev mindet med stearinlys og blomster ved en ceremoni i den centrale del af byen.