Norsk teenager blev bestilt til at dræbe i Storbritannien af berygtet svensk netværk
Han blev anholdt i underbukser og havde to våben under sin seng. Så kom det frem, at han var bestilt af en af Europas mest frygtede bander.
På Briar Court Hotel i byen Huddersfield nordøst for Manchester i Storbritannien går britiske terrorspecialstyrker ned ad hotelgangene tidligt om morgenen den 19. marts 2025.
Langs det bordeauxrøde tæppe og de kridthvide vægge er betjentene iført panser og skjold og klædt i sort.
Ved værelse 207 stopper de op og banker på.
Ud kommer en ung mand i underbukser.
Hans bare overkrop bliver på et splitsekund overplastret med betjentenes grønne lasersigter fra deres våben.
Manden sigter tilbage og laver skydebevægelser med sine hænder.
Kort efter er han i håndjern, presset op mod væggen.
Onsdag blev den nu 19-årige norske teenager Johannes Natland kendt skyldig i at have planlagt et drab i Storbritannien på vegne af en berygtet svensk bande. En bande, som også har terroriseret i Danmark.