Verdens bedste kvindelige skakspiller takker nej til præsidentpost
Søndag meddelte Ungarns premierminister, Péter Magyar, at han ville bede Judit Polgar om at blive præsident.
Judit Polgar, der betragtes som en af historiens bedste kvindelige skakspillere, har mandag afvist et tilbud om at blive Ungarns næste præsident.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, efter at Ungarns premierminister, Péter Magyar, søndag oplyste, at han ville opfordre Judit Polgar til at påtage sig posten.
»Jeg føler ikke, at jeg har styrken til at påtage mig det historiske ansvar at samle en splittet nation, og derfor kan jeg ikke tage imod invitationen,« skriver Judit Polgar på sociale medier ifølge Reuters.
Judit Polgar uddyber, at hun er taknemmelig for opfordringen, til trods for at hun ikke kan takke ja til posten.
Præsidentembedet har mest symbolsk betydning i Ungarn.
Den 49-årige skakspiller er den eneste kvinde, der har været blandt verdens ti bedste skakspillere i en sport, som ellers er domineret af mænd.
Hun var den højest rangerede kvindelige skakspiller i 25 år, inden hun stoppede sin karriere i 2014, oplyser AFP.
I februar udkom ”Queen of Chess” – der betyder ”dronningen af skak” – på Netflix, og den handler om Judit Polgar.
Det er endnu uklart, hvem Magyar nu vil pege på som præsidentkandidat.
Premierministerens opfordring til Judit Polgar kom, dagen efter at den tidligere præsident Tamas Sulyok underskrev en forfatningsændring om at afsætte ham som statsoverhoved.
Lovændringen var stemt igennem af Magyars parti, Tisza.
Tamas Sulyok var en nær allieret af den tidligere premierminister Viktor Orbán.
Péter Magyar vandt valget i april og satte dermed punktum for Orbáns 16 år ved magten. Han gik til valg på et løfte om det, han selv kaldte et regimeskifte.
Ungarns næste præsident vil blive indsat i en periode på maksimalt fem år.