Fortsæt til indhold
Europa

Seks er fundet døde efter brand i højhus centralt i Bruxelles

Flere lig blev tirsdag fundet i en elevator i et højhus under renovering, der har været ramt af en brand.

/ritzau/

Seks personer mistede tirsdag livet i en brand i et højhus beliggende centralt i den belgiske hovedstad, Bruxelles.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Flere døde personer er blevet fundet i en elevator i bygningen.

Ifølge AFP er der tale om bygningsarbejdere, der arbejdede med en større renovering af bygningen.

De blev fanget i elevatorerne, da branden spredte sig gennem elevatorskakten og nåede flere etager på stedet, der også er kendt som Oxy Tower.

Myndighederne oplyste oprindeligt, at to til tre personer var fundet døde i en elevator, og at to hårdt sårede var bragt til hospitalet, men tirsdag aften er dødstallet altså opjusteret.

»Vi havde begrænset adgang til en af de to elevatorskakte, og der så vi, at der lå nogle lig af to eller tre personer,« udtalte talsperson for det lokale arbejdstilsyn Brecht Speybrouck tidligere på aftenen ifølge Reuters.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Flere end 200 arbejdere skal i forbindelse med renoveringen have været på stedet, da branden brød ud, har det lokale brandvæsen oplyst.

Den belgiske kong Philippe og premierminister Bart De Wever har besøgt stedet og mødt redningsmandskabet.

Landets indenrigsminister Bernard Quintin har ifølge AFP sagt, at han er »forfærdet« over tragedien.