Voldsom brand hærger skov nær Paris: Spreder sig fortsat
Søndag blev brandslukningsfly taget i brug i kamp mod brand nær Paris. Indsat blev pauset, da mørket faldt på.
Franske myndigheder sendte søndag to brandslukningsfly til Paris-regionen, efter at en brand er brudt ud syd for den franske hovedstad.
Branden har skabt forstyrrelser i trafikken og lagt yderligere pres på området, der har været hårdt ramt af den seneste tids hedebølge.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP tidligt mandag morgen.
Branden er af myndighederne blevet beskrevet som ”meget voldsom” med et ”ekstraordinært omfang”. Den brød ud sidst på eftermiddagen i skoven Forêt de Fontainebleau cirka 60 kilometer sydøst for Paris.
Skoven var tidligere et kongeligt jagtområde. I dag rummer den en række mindre landsbyer.
Branden har efterfølgende bredt sig over 800 hektar. Tidligt mandag spreder den sig ifølge myndighederne fortsat.
Det har blandt andet medført en delvis lukning af motorvejen A6, som er Frankrigs vigtigste nord-sydgående trafikåre.
Ifølge Eric Brocardi, som er talsperson for Frankrigs nationale brandmandsforbund, er det første gang, at der sendes brandslukningsfly - der også kaldes vandbombefly - til området omkring Paris for at bidrage til en slukningsindsats.
De bruges normalt i den sydlige del af landet, hvor klimaet er mere tørt og varmt.
- Formået er at redde liv og at redde ejendomme, siger han.
Ud over de to fly har også to brandslukningshelikoptere og et luftfartøj til at overvåge indsatsen været sendt på vingerne.
Efter at mørket søndag aften faldt på, måtte flyene dog indstille arbejdet.
Omkring 15 hjem er blevet evakueret i landsbyen Vaudoué, oplyste det lokale brandvæsen i Seine-et-Marne tidligere.
Omkring 400 brandfolk har arbejdet på at få kontrol over flammerne, skriver AFP.
Branden er brudt ud, umiddelbart inden det tirsdag er Frankrigs nationaldag. Weekenden var desuden den første store afrejseweekend i sommerferiesæsonen.
Her var der flere trafikforstyrrelser. Frankrigs nationale jernbaneselskab, SNCF, oplyste søndag aften, at der var forsinkelser på op til seks timer på tog til og fra Gare de Lyon i Paris.
Paris-regionen - og store dele af resten af Frankrig - oplever i øjeblikket den tredje hedebølge siden maj, hvilket øger risikoen for brande.