Droneobservationer skaber problemer i Belgien: »Der er helt sikkert noget større i gang«
Flytrafikken er blevet indstillet to gange i Bruxelles Lufthavn tirsdag aften på grund af formodede droneobservationer. Også lufthavnen i Liege er lukket.
Tirsdag aften blev flytrafikken midlertidigt indstillet i Bruxelles Lufthavn efter meldinger om, at der skulle være observeret droner i lufthavnens luftrum.
Det skriver flere belgiske medier, herunder De Staandard, Le Soir og De Morgen.
Nedlukningen blev bekræftet af både lufthavnen selv samt den belgiske forsvarsminister, Theo Francken.
Det var kort før klokken 20, at en drone blev observeret, hvorefter luftrummet blev lukket ned af sikkerhedsmæssige årsager.
Cirka halvanden time senere blev luftrummet genåbnet, og flytrafikken genoptaget.
Blot 20 minutter senere – lidt før klokken 22 – måtte lufthavnen dog igen melde, at luftrummet atter blev lukket ned, efter en ny droneobservation.
Ifølge lufthavnens hjemmeside er en række fly blevet aflyst, herunder et fly til København.
Den socialdemokratiske finansminister Nicolai Wammen er en af de flypassagerer, som blev påvirket af nedlukningen.
»Dagens EU-møder i Bruxelles slutter med nedlukning af lufthavnen på grund af droneobservationer. Kan blive en lang nat,« skrev han klokken 21 på Facebook.
Lufthavnen i Bruxelles har årligt knap 24 millioner passagerer.
Også den noget mindre lufthavn i Liège øst for Bruxelles er tirsdag aften lukket ned som følge af droneobservationer.
Forsvarsminister afbrød tv-udsendelse
Den belgiske forsvarsminister Theo Francken afbrød tirsdag aften en tv-udsendelse på belgisk fjernsyn, bekræftede ligeledes, at der var observeret droner flere steder i landet.
»Så der er helt sikkert noget større i gang,« sagde han.
Belgiske medier beskriver, at der tirsdag aften er observeret droner over blandt andet Kleine-Brogel-luftbasen i Peer, hvor USA har udstationeret atomvåben som en del af Natos atomafskrækkelsesprogram. Her blev der også observeret droner hen over weekenden.
Den lokale borgmester Steven Matheï sagde tirsdag aften, at hændelserne her i første omgang blev meldt til politiet af nogle borgere, der mente at have observeret dronerne.
Det er dog sent tirsdag aften stadig uklart, hvorvidt det rent faktisk var droner, som borgerne så.
»Det er stadig uklart, fordi Forsvarsministeriet selv angiveligt ikke kunne opdage nogle droner. Den føderale politihelikopter er blevet tilkaldt,« lød det fra borgmesteren ifølge De Staandard.
Det er ifølge mediet Brussels Times første gang, at Bruxelles Lufthavn er blevet lukket ned som følge af droneobservationer.
Herhjemme blev Københavns Lufthavn lukket ned to gange i september, ligesom der i samme ombæring også blev observeret formodede droner ved lufthavnene i Aalborg og Oslo.
I oktober måtte München Lufthavn lukke ned to gange på 24 timer i en lignende hændelse.