Istanbul Communiquéet, Boris Johnson-myten og de russiske krav: Hvad gik der galt i Istanbul i 2022, da Ukraine og Rusland forhandlede direkte?

Nærmest ved et tilfælde talte Jyllands-Posten i april med en af Ukraines vigtigste forhandlere om et tre år gammelt dokument, der er blevet aktuelt igen.

»Jeg så dem i øjnene. De var helt tomme,« genkalder Ukraines daværende forsvarsminister, Oleksij Reznikov, om de forårsdage i 2022, da han i Istanbul sad over for Ruslands udsendinge.

De russiske krav til Ukraine var dengang essentielt lig med en kapitulation. Der blev udvekslet krav og lavet udkast – et centralt et blev kaldt Istanbul Communiquéet. Men der kom ingen fredsaftale ud af forhandlingerne, og krigen fortsatte.

Tre år senere har Putin igen bragt listen af krav fra 2022 og Istanbul Communiquéet i spil igen.

I weekenden opfordrede han til, at Ukraine torsdag skulle genoptage forhandlingerne med Rusland. Endnu en gang i Istanbul. Og med forslag om at kigge på netop det, som ukrainerne forkastede i 2022.

»Det var ikke en seriøs proces. Vi havde kun en chance for at stoppe krigen ved at underskrive en kapitulation og nægte at blive et EU- eller Nato-land. Vi skulle have været en koloni i det russiske imperium igen og så videre,« siger Oleksij Reznikov om forløbet dengang.

Det til trods har blandt andet USA’s topforhandler, Steve Witkoff, også tidligere talt for, at Istanbul-kravene bliver inddraget i nye forhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Men den snak nytter ikke, mener Alexander Graef, seniorforsker for freds- og sikkerhedsinstituttet IFSH i Hamborg.

»Lige nu ser jeg ikke nogle gode grunde til, at Ukraine skulle sige ja til den slags betingelser og idéer fra Rusland, der blev nedfældet, men som man ikke nåede til enighed om dengang,« siger han.

Alt er anderledes i dag

Krigen ser også helt anderledes ud i dag, end den gjorde for tre år siden. I det tidlige forår i 2022 stod de russiske styrker alarmerende tæt på Kyiv, og store dele af regionerne Kharkiv, Kherson, Sumy, Tjernihiv og Mykolaiv var under russisk besættelse.

Alligevel virkede et ukrainsk kollaps til at være afværget, og siden har ukrainerne vundet meget af det tabte terræn tilbage.

Frontlinjen i dag bevæger sig kun meget langsomt og flere steder slet ikke. Rusland har omstillet sin økonomi til en langstrakt krig, men Ukraine har også katapulteret landet op i toppen af verdens militære producenter.

Det giver ikke grobund for Istanbul-vilkårenes genopstandelse, uddyber Alexander Graef:

»Spørgsmålet er, hvordan magthaverne i Kyiv vurderer deres evne til at opretholde den militære kamp og forsvaret mod Rusland. Og selv om Ukraine er i en meget svær position, virker det til, at frontlinjen ikke vil bryde sammen; Ukraine vil ikke blive løbet over ende. Det vil være utroligt kostbart for russerne med militær kraft at opnå det, de har mål om at opnå politisk og territorielt.«

Sagnomspundne forhandlinger

En vedholdende myte om forhandlingerne i 2022 nåede også Jyllands-Postens indbakke, efter at vi mandag skrev om det mulige nye møde torsdag.

»Hvordan kan du skrive, at forhandlingerne i Istanbul i 2022 var mislykkede?« spurgte en læser, der mente, at Jyllands-Posten havde galt fat i sagens sammenhæng:

»De var netop vellykkede, men Boris Johnson rejste til Kyiv og overtalte Ukraine til at afbryde forhandlingerne. Krigen kunne have været forbi efter ganske få uger, hvis England (og USA) ikke havde blandet sig,« fortsatte læseren.

Men det passer ikke.

Det er en af de mest sejlivede myter om krigens begyndelse, at Storbritanniens daværende premierminister, Boris Johnson, fik Ukraine til at kassere aftalen for i stedet at slås.

»Der er ingen logik i tanken om, at han skulle have presset mig,« har præsident Zelenskyj tidligere udtalt i et langt interview med The Guardian.

Eller som Oleksij Reznikov siger:

»Det var der rygter om: at Boris Johnson overbeviste ukrainerne om at blive ved med at kæmpe og lade være med at skrive under på en fredsaftale. Det er et rygte,« siger han og uddyber:

»Jeg mener, at Boris Johnson er en meget modig mand. Han sagde: ”Gutter – hvis I vil kæmpe, så er vi med jer, vi vil fortsætte med at hjælpe jer”. De samme beskeder jeg fik fra mine andre kollegaer dag og nat,« siger Reznikov.

Han slår fast, at det muligvis gav bedre opbakning til Ukraine, men at al beslutningskraft lå hos de ukrainske politikere:

»Når nogen siger, at Boris Johnson overtalte os, er det et bluff. Jeg har ikke hørt det, ikke personligt, ikke fra mine kollegaer, så jeg ved ikke, hvordan den idé er blevet født. Måske nogen har sagt det i et interview, eller at det var en måde at anskue processen på. Men jeg har hverken hørt eller set det, og det er sandheden.«

Hvad sandheden bliver om de nye begivenheder i Istanbul er endnu uvist. Men Alexander Graef tror heller ikke, at Istanbul 2025 vil stå som et vendepunkt:

»Det her er en grundlæggende pointe: Ruslands interesse er ikke at afslutte krigen. Ruslands interesse er at opnå dets mål. Og hvis det er nødvendigt at fortsætte krigen for at opnå det, vil Rusland fortsætte den.«

»Det store spørgsmål er så, om Ukraine kan mønstre nok militær kraft og politisk opbakning til at ændre Ruslands regnestykke – og oveni det selv være klar til at indgå en aftale, som formentlig stadig ikke vil være særligt tilfredsstillende for ukrainske politikere eller Vesten generelt.«