Europa under forvandling: Indvandring nødvendig i årtier frem, da der fødes alt for få børn
Børn er en mangelvare i Europa. Intet sted er det så tydeligt som i Italien, hvor hele landsbyer uddør. De gamle, som bliver tilbage, er overladt til sig selv eller en ældrepasser, som kommer fra et andet land. Mange servicearbejdere i Europa lever illegalt, og nu tales der om nødvendig indvandring.
PIETRAPENNATA
Gigi Nocera har ikke tænkt sig at give op.
Han har indrettet sig, som man nu bedst kan i det bedstefædrende hus i Pietrapennata: en seng, et komfur, en parabolantenne og en anselig beholdning af Barilla-pasta.
Huller i skydeskiven på det forladte nabohus viser, at den 78-årige pensionist stadig kan håndtere et gevær. Ganske ofte rammer han plet, og når en skive er gennemhullet, tegner Gigi Nocera en ny.
»Tiden skal jo gå med noget,« siger han.
Hans landsby fortæller en historie, som snart vil blive almindelig over hele Europa. For Pietrapennatas 21 indbyggere er overladt til sig selv.