Fortsæt til indhold
Europa

Talsperson: Navalnyj-allieret er blevet angrebet med hammer

Først blev tåregas sprøjtet i øjnene på Navalnyj-allieret, og så blev han angrebet, siger talsperson.

/ritzau/

Leonid Volkov, der i mange år har været en nær allieret til Aleksej Navalnyj, er blevet angrebet med en hammer ved sit hjem i Litauens hovedstad, Vilnius.

Det skriver Kira Jarmysj, der er en af den nu afdøde russiske oppositionsfigurs talspersoner, på det sociale medie X tirsdag.

Volkovs tilstand kendes ikke umiddelbart.

- Leonid Volkov er netop blevet angrebet uden for sit hus. Nogen ødelagde et bilvindue og sprøjtede tåregas i øjnene på ham, hvorefter angrebspersonen begyndte at slå Leonid med en hammer, skriver Jarmysj.

Ifølge hende er Volkov, der blandt andet har været stabschef for Navalnyj, hjemme.

Litauisk politi siger ifølge Reuters, at det er blevet informeret om, at en mand er blevet slået uden for sit hjem, og at betjente efterforsker hændelsen.

16. februar faldt oppositionspolitikeren Navalnyj om i en straffelejr i Sibirien, hvor han var i færd med at afsone domme på mere end 30 års fængsel i alt.

Navalnyj, der tidligere er blevet kaldt ”Putins værste fjende”, blev 47 år.

Den russiske regering har på det kraftigste afvist beskyldninger om, at Navalnyj blev dræbt. I hans dødsattest står, at han døde af naturlige årsager.

Volkov har direkte sagt, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ansvarlig for Navalnyjs død, skriver Reuters.

En anden af Navalnyjs tidligere ansatte har på det sociale medie X delt billeder af Volkov, hvor man kan se hans skader. Der kan ses et blåt øje, et rødt mærke på hans pande og blod på hans ben. Hun har også delt et billede af en bil, hvor vinduet ved førersædet er smadret.

En stor del af de ansatte i Navalnyjs antikorruptionsbevægelse, FBK, bor i Litauen, der både er medlem af EU og Nato, efter at de er flygtet fra Rusland.