Engang mente man, at Polen led af Ruslands-forskrækkelse. Efter 25 års medlemskab af Nato kan polakkerne sige: Hvad sagde vi?
Polens ambassadør i Danmark blev noget overrasket, da han så, at Danmark først havde tænkt sig at bruge 2 pct. af bnp på forsvar i 2035. Nu glæder han sig over, at Danmark speeder op. Men Ukraine-udgifterne kan ikke regnes med, lyder det.
Da Polens ambassadør bemærkede, at Danmark først havde planer om at nå op på at bruge 2 pct. af bnp på forsvarsudgifter i 2035, tænkte han, at der godt nok var lang tid til.
»Men jeg blev glad, da det blev ændret,« smiler Antoni Fałkowski.
Set fra Polen, der har årtiers erfaringer med at omgås Kreml, haster det med at få forsvaret på plads. For 25 år siden skrev Polen – sammen med Tjekkiet og Ungarn – historie ved at være de første lande fra Warszawapagten, der blev optaget i Nato.
»Det var en lettelse,« husker Antoni Fałkowski, som nødigt begiver sig ud i kontrafaktisk historieskrivning: Men hvad nu, hvis Polen ikke var kommet med i Nato? Svaret ligger ligefor.