Fortsæt til indhold
Europa

Ukraine rammer russisk oliedepot med droner

Ukraine har ramt endnu et russisk oliedepot dybt inde i Rusland.

Ukraine har igen ramt et russisk mål dybt inde i Rusland med droner. Denne gang gik det ud over et russisk olieraffinaderi ejet af en af Ruslands brændstofsgiganter, Lukoil. Det skriver Reuters.

Volgograd ligger dybt inde i Rusland, med omkring 600 kilometer til den ukrainske grænse. Ifølge Reuters har lokale myndigheder bekræftet, at de har slukket en brand i olieraffinaderiet.

Det er langt fra første gang, at Ukraine har held med at ramme mål langt inde i Rusland.

I januar hævdede ukrainerne at have angrebet et lignende mål helt oppe ved Sankt Petersborg, der ligger ved den finske bugt. Det er dobbelt så langt væk fra Ukraine som Volgograd. Få dage senere gik det udover et lignende mål i Klintsy i det vestlige Rusland.

Det er blevet delt mange videoer af angrebet. Bl.a. denne.

Kommer med risiko

I forbindelse med angrebene i januar vurderede Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), at angrebene var kloge, men også kom forbundet med risiko.

»Det kan være en klog strategi for ukrainerne at ramme mål inde i Rusland. De kan håbe på, at det ændrer på den russiske befolknings syn på krigen ved at bringe krigen ind i Rusland. Kreml har jo sagt til russerne, at de bare skulle leve deres liv som normalt, og så ville de tage sig af den ”specielle militære operation” i Ukraine,« sagde Flemming Splidsboel Hansen.

Rusland har tidligere svaret hårdt igen på den slags angreb, med store luftangreb rettet mod Ukraines større byer.

»Først og fremmest risikerer ukrainerne jo et hårdt modsvar. Det har de allerede fået ved de tidligere angreb, men det er ikke noget, der ryster ukrainerne. Når Ukraine angriber, svarer Rusland tyvefoldigt igen, men det er min vurdering, at folkestemningen i Rusland er mere sårbar,« siger Flemming Splidsboel Hansen.