Fortsæt til indhold
Europa

Sådan bliver 40 grønne fugle fra en forlystelsespark til 8.000 problemer

Problemet er grønt, fjerklædt og virker ved første øjekast ganske uskyldigt. Bruxelles kæmper med en uønsket arv fra en forlystelsespark i 1980’erne, der vokser år for år.

BRUXELLES

Jeg husker tydeligt, da jeg så den første gang.

Få dage efter at være landet i Bruxelles gik jeg ned ad Rue de l’Ermitage med kurs mod mit lokale supermarked.

Vejen løber langs et gammelt vandreservoir og en privat park anlagt af en fabrikant, der tjente sine penge på at skyde kemisk genvej til produktionen af soda.

For almindelige borgere ligger de to åndehuller gemt væk bag hegn og meterhøje mure, men der – i træerne på den anden side – sad en skriggrøn fugl.