Polens tragiske fortid kan få stor indflydelse på fremtidens kurs

WARSZAWA/STETTIN

Hen over gulvets slidte brosten må man finde vej mellem sodede mure og omrids af sønderskudte huse, mens en kakofoni af kampstøj og brudstykker af melodier fra 1940’erne udgør den uheldssvangre lydkulisse.

Museet for Warszawa-opstanden i den polske hovedstad er en grum påmindelse om det centraleuropæiske lands lidelser. Det er også en form for indlæg i den politiske debat om, hvor Polen skal bevæge sig hen i de kommende årtier.

Opstanden i Warszawa mod de nazistiske besættere varede 63 dage i sommeren 1944 og efterlod storbyen, som Adolf Hitler havde befalet slettet fra landkortet, ødelagt for 85 procents vedkommende.

»Der blev dræbt 200.000 mennesker på 63 dage,« fortæller museumsguiden i mørkt jakkesæt, der matcher de dystre omgivelser.

Det var nazityske styrker, der forrettede ugerningerne, men en anden historisk uven af Polen spillede også en rolle i begivenhederne: Josef Stalins sovjetiske tropper blev stående lige uden for Warszawas centrum, på østsiden af floden Wisla, og gjorde ikke mine til at hjælpe de desperate oprørsstyrker.

»Vi blev overladt til os selv. Vi havde ingen chance for at vinde,« lyder det fra guiden.

I polsk historieskrivning er der flere blodige eksempler på, at verden har vendt landet ryggen.

Guiden minder om, at Frankrig og Storbritannien, der var landets allierede før Anden Verdenskrig, ikke kunne stille noget op, da Berlin og Moskva i september 1939 delte Polen mellem sig.

Efter krigen landede Polen i den sovjetiske indflydelsessfære, hvis omrids var blevet optegnet på Jaltakonferencen på Krim mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien i 1945, og landet var i mere end fire årtier underlagt Moskvas diktat.

Det er erfaringer, der den dag i dag har væsentlig indflydelse på aspekter af polsk udenrigspolitik.

Store krav til Berlin

I det perspektiv kan museet i den polske hovedstad også ses som en politisk markering i den standende debat om, hvilken lære man skal uddrage af nationens tragiske og blodige fortid.

En figur, som i høj grad har præget landets historiske udvikling de seneste årtier, var i 00’erne primus motor bag museumsprojektet.

I august 2004 – på 60-årsdagen for opstanden – kunne Warszawas daværende borgmester, den senere præsident Lech Kaczynski indvie museet med manende ord om polsk historie siden 1944.

»Warszawa-opstanden var kronen på Polens kamp for uafhængighed i første halvdel af det 20. århundrede, og det var også en begyndelse. En begyndelse på et slag, der fra anden halvdel af 40’erne via 1956, 1966, 1968, 1970, 1976 førte til Solidaritet,« sagde Kaczynski med henvisning til talrige polske protester mod det Moskva-kommunistiske regime.

Både nationalister og liberale påkalder sig arven fra fagforeningen Solidaritet, der fra august 1980 udfordrede det kommunistiske styre og efter en lang kamp – herunder en tid under jorden – fremtvang de rundbordsforhandlinger, der i 1989 førte til et demokratisk magtskifte i landet.

En plakette ved museets indgang mindes Kaczynski, der døde i en flyulykke i russiske Smolensk i 2010 – en begivenhed, som siden har givet anledning til mange feberhede konspirationsteorier på den polske højrefløj.

Med Lech Kaczynskis tvillingebror, Jaroslaw, som stærk mand bag kulisserne er den historielæsning, der gerne definerer Polen i skarp modsætning til Tyskland og Rusland, stadig i højsædet i Warszawa.

Selv om der er gået 78 år siden krigens afslutning, forsøger den polske regering under Kaczynski-brødrenes parti, Lov og Retfærdighed (PiS), at holde gryden i kog med krav om krigsskadeerstatninger, som den opgør til 1.300 milliarder euro.

Tyskland har blankt afvist kravet, og i begyndelsen af året affyrede en repræsentant for den polske regering i den anledning en ordentlig bredside mod Berlin: »Tyskland forfølger ikke nogen venskabelig politik over for Polen; de ønsker at udbygge deres indflydelsessfære her og behandler Polen som en vasal,« sagde Arkadiusz Mularczyk, ansvarlig for erstatningsspørgsmålet i landets udenrigsministerium.

Siden da er tonen tilsyneladende blevet lidt mere urban, måske under indtryk af, at Berlin og Warszawa i høj grad trækker på samme hammel i støtten til Ukraine.

»Vi kan se, hvor meget de har ændret sig i positiv retning,« sagde viceudenrigsminister Pawel Jablonski om Tysklands position i Ukraine-spørgsmålet, da Jyllands-Posten for nylig besøgte ministeriet.

Men eksperter vurderer, at indenrigspolitikken i Tysklands-spørgsmålet står i vejen for de udenrigspolitiske prioriteter: »Vores relationer med Tyskland er desværre ret anspændte,« siger Tomasz Smura fra den sikkerhedspolitiske tænketank Pulaski Fonden.

Tæsk til Tusk

For 2023 er et valgår i Polen, og også her spiller fortolkninger, særligt af landets noget nyere historie, en væsentlig rolle.

Ved det parlamentsvalg, der ventes i oktober eller november, har det regerende parti, PiS, mulighed for at sætte sig på magten for tredje gang i træk, hvilket ikke er sket, siden landet blev demokratisk i 1989.

Indsatserne frem mod valget er høje, og midlerne, der tages i brug for at stække oppositionen, allerede ganske hårdhændede: En ny lov vedtaget i sidste måned vil åbne mulighed for, at politikere, der af en kommission findes at have gået Ruslands ærinde, kan blive nægtet adgang til at beklæde et offentligt embede.

Både EU og USA har allerede advaret mod loven, der i folkemunde kaldes Lex Tusk, fordi det er åbenbart, at granskningen af fortiden vil begynde med den periode i 2007-14, da Polens ledende liberale politiker, Donald Tusk, sad ved magten.

Den tidligere leder af EU’s Ministerråd er oppositionens store billetsælger, og skulle han få det røde kort, vil det dramatisk forøge chancerne for, at PiS kan sikre sig en valgsejr.

»Den nye lov er et redskab til politisk intimidering og forfølgelse for at forhindre forandring ved de kommende valg i Polen,« sagde Manfred Weber, leder af Det Europæiske Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet til mediet Politico. »Det er en lovgivningsmæssig skandale midt i Europa,« sagde Weber.

Mellem fortid og fremtid

Det er på flere måder et selvsikkert Polen, der i dag knap 35 år efter kommunismens fald spiller en nøglerolle i støtten til nabolandet Ukraines kamp, og med et stort oprustningsprogram er ved at etablere sig som en militærmagt med regionalt gennemslag.

Mange på begge sider i polsk politik kan blive enige om, at det er vigtigt at kunne stole på egne kræfter, men i spørgsmålet om, hvilken politik man skal føre i forhold til de vestlige alliancer, og hvordan det nationale skal vægtes over for det internationale, skilles vejene.

Det regerende parti vil ganske vist fastholde Polen i EU og Nato, men er med fortidens erfaringer in mente forsigtig med at lægge alle æg i en kurv.

»Sådan ser de på det grundet Tysklands dominans i EU og mistanken om, at Tyskland og Rusland altid vil indgå aftaler hen over hovedet på Polen,« vurderer en polsk ekspert i forsvars- og sikkerhedspolitik.

Men også økonomisk er Polen en voksende magt – landets bruttonationalprodukt per indbygger er næsten firedoblet siden 1999 – og landets erhvervsliv kigger ligesom den liberale opposition i høj grad mod de europæiske nabolande.

I havnebyen Stettin i det nordvestlige Polen husker man gerne besøgende på, at man geografisk er tættere på Berlin og Prag end på Warszawa.

Også Stettin har en broget og blodig historie. Frem til 1945 var det overvejende en tysktalende by, men ved grænserevisionerne efter krigen, der gav dele af det østlige Polen – bl.a. den overvejende polsk- og jiddischtalende metropol Lviv – til Ukraine og kompenserede ved at indlemme tyske områder i Polen, landede havnebyen 10 km øst for den tysk-polske grænse.

Det synes ikke at spille nogen afgørende rolle for tænkningen i Stettin, hvor man gerne taler om ”Metropolregionen Stettin,” der både inkluderer polske og tyske områder.

»Der er ingen grænse her,« siger Rafal Zahorski, der arbejder med investeringer for regionens myndigheder.

Jyllands-Posten deltog i en rejse arrangeret af mediet Polen nu på vegne af den danske ambassade i Warszawa og den polske ambassade i København. En første historie fra rejsen blev bragt 29. maj.