Anklager om overgreb mod kvinder har skabt splid på fransk venstrefløj
I Frankrig er to nylige anklager om overgreb mod kvinder dukket op og har tvunget to ledende venstrefløjspolitikere til at træde tilbage. Håndteringen skaber internt splid i fløjen.
Den franske venstrefløj har profileret sig på at stå i spidsen for kampen mod overgreb og chikane af kvinder, men nylige sager kaster tvivl over dens håndtering af ligestillingsspørgsmål.
Forleden måtte Julien Bayou, generalsekretær for partiet De Grønne, træde tilbage, efter at en tidligere partner anklagede ham for psykisk vold.
Beskyldningen mod en af koalitionens sværvægtere skaber intern splid i en venstrefløj, der ikke før har opnået så stor politisk indflydelse, som den gjorde efter parlamentsvalget i juni.