De kaldes racister og det, der er værre. Men deres højborg styres af en jovial krejler
Sverigedemokraterne styrer mod ny fremgang ved søndagens rigsdagsvalg. Efter i årevis at have været set som en paria accepteres partiet i dag som borgerligt støtteparti, hvilket måske for første gang i otte år fører til en borgerlig regering. For at forstå partiet skal man forstå en krejler fra højborgen Örkelljunga.
ÖRKELLJUNGA
Han er søn af en hestehandler, går med en skjorte med en pink Cadillac på ryggen, og så er han den lykkelige ejer af dusinvis af enarmede tyveknægte fra USA, en gammel amerikansk flyder og et lommetørklæde med Elvis Presleys autograf.
Men Niclas Bengtsson er meget mere end en samler og en svensker med en særlig passion for Amerika: Han er en mand, der symboliserer de nye politiske vinde, som blæser over Sverige.