Fortsæt til indhold
Europa

Ny stor og landsdækkende togstrejke har ramt Storbritannien

Storbritannien er ramt af togstrejke, godt en måned efter at den største togstrejke i 30 år ramte landet.

/ritzau/AFP

Store dele af togtrafikken står onsdag stille i Storbritannien, efter at op mod 40.000 ansatte i landets jernbane har indledt en strejke.

Den landsdækkende strejke finder sted, godt en måned efter at Storbritannien var ramt af landets største togstrejke i tre årtier.

Den har onsdag forårsaget store forstyrrelser i togtrafikken. Blot et ud af fem tog kører, og mange pendlere er af den grund blevet hjemme.

Det er utilfredshed med løn og forhold, der har ført til strejken.

Storbritannien står over for den værste inflation i 40 år, og situationen ser kun ud til at blive forværret, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mick Lynch, der leder fagforeningen for de ansatte i jernbanen, siger, at strejken er nødvendig, fordi lønnen ikke er fulgt med inflationen. Inflationen i Storbritannien er i øjeblikket på 9,4 procent og fortsætter med at stige.

- Jernbanen har ikke forbedret deres tidligere tilbud, og togselskaberne har ikke tilbudt os noget nyt, siger Mick Lynch ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vores medlemmer er mere stålsatte end nogensinde på at sikre en retfærdig lønstigning, jobsikkerhed og gode arbejdsforhold, lyder det.

Ifølge fagforeningslederen har de ansatte fået tilbudt en lønstigning på fire procent fulgt af yderligere fire procents stigning det følgende år.

Onsdagens strejke står til at vare et døgn. Sidste måneds strejke fandt sted over tre dage i løbet af en uge og ramte togtrafikken hårdt.

Den høje inflation i Storbritannien ventes at blive en af de største opgaver for Liz Truss og Rishi Sunak, der i øjeblikket kæmper om at blive næste leder for Det Konservative Parti og Storbritanniens næste premierminister.