EU's udenrigschef: Vi skal også være en militærmagt
Krigen i Ukraine viser, at EU-landene skal investere i forsvaret og opbygge en militær industri i Europa.
- Vi skal gøre Den Europæiske Union stærk i verden. Også fra et militært synspunkt.
Sådan lyder det fra EU’s udenrigschef, Josep Borrell, da han tirsdag ankom til det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles.
Her skal EU-landenes stats- og regeringschefer blandt andet diskutere forsvar. Det sker med afsæt i en rapport om manglerne i EU-landenes forsvar, som Josep Borrell og EU-Kommissær Margrethe Vestager præsenterede i maj.
Rapporten pegede på store mangler i EU-landenes militær. Og det går ikke i den nye verdenssituation, som Rusland har blotlagt med invasionen af Ukraine, mener Borrell.
- Krigen i Ukraine har lært os, at retssikkerhed og det at være en god civil magt ikke er nok. Vi skal også være en militærmagt, siger Josep Borrell.
Ved fremlæggelsen af rapporten sagde han, at EU-landene i stilhed har demilitariseret sig selv siden 2008. Det er sket uden at koordinere med hinanden, og det har efterladt EU med 27 forskellige hære.
- Forsvar er medlemsstaterne kompetence, og medlemstaterne har oprettet European Defence Agency. Målet er at se, hvordan vi performer, og vi skal med sikkerhed gøre mere, siger Borrell.
En række EU-lande, heriblandt Tyskland og Danmark, har i lyset af krigen i Ukraine forpligtet sig på at øge forsvarsbudgetterne markant. Ved at koordinere oprustningen vil EU-landene få markant mere for pengene, mener Josep Borrell.
- Vi skal gøre det sammen. Hvis medlemslandene hver især øger deres forsvarsudgifter, vil det føre til et stort pengespild, siger Josep Borrell.
EU-landene bruger ifølge EU-Kommissionen samlet set lige så meget som Kina og fire gange så meget som Rusland på deres militær. Men hidtil er det sket uden at koordinere indkøbene.
Det har ifølge Josep Borrell betydet, at de 27 EU-lande har indkøbt 12 forskellige kampvogne og dermed har svært ved at hjælpe hinanden.
Til sammenligning hviler USA’s enorme militær ifølge Borrell på én kampvognstype, som alle dermed får træning i at bruge, og som giver USA stordriftsfordele.