CDU og dansk mindretalsparti stormer frem i Nordtyskland

Det danske mindretalsparti SSV får sammen med De Grønne stor fremgang ved valg. SPD får katastrofevalg.

Artiklens øverste billede
For Slesvig Holstens premierminister, Daniel Günther, er dagens valg intet mindre end en triumf. Foto: Carsten Rehder/dpa/AP

Det konservative CDU er sammen med partiet De Grønne og det danske mindretalsparti SSV de store vindere ved søndagens delstatsvalg i Slesvig-Holsten.

Omvendt markerer valget en stor nedtur for det socialdemokratiske SPD.

Det fremgår af et foreløbigt valgresultat ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det foreløbige resultat stemmer stort set overens med en prognose sent søndag aften fra tv-stationen ZDF på grundlag af optalte stemmer.

CDU, der leder en koalitionsregering i Slesvig-Holsten, får 43,4 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 11,4 procentpoint i forhold til det seneste valg i 2017 og partiets bedste resultat siden 1983.

Dermed stormer partiet frem efter det katastrofale valg til Forbundsdagen i september sidste år, hvor CDU måtte forlade regeringen efter 16 år.

Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV) går fra 3,3 procent til 5,7 procent.

- Vi er bare superstolte, det bliver en vild fest i dag, sagde SSV-politikeren Lars Harms.

Også partiet De Grønne havde grund til at feste søndag aften. Partiet går fra 12,9 procent til 18,3 procent.

De Grønne er med i den nuværende delstatsregering sammen med CDU og det liberale FDP.

- Denne tillid og denne opbakning hænger også sammen med vores koalitionspartnere. Derfor takker jeg udtrykkelig også De Grønne og FDP, sagde Günther i sin sejrstale ifølge Flensborg Avis.

Det har været en valgkamp, hvor der har været fokus på vedvarende energi og energisikkerhed generelt efter Ruslands angreb på Ukraine.

Forbundsregeringen i Berlin har besluttet, at der i Slesvig-Holsten hurtigt skal bygges et havneanlæg, der er i stand til at modtage flydende gas (LNG).

Valget i Slesvig-Holsten endte som en katastrofe for det socialdemokratiske SPD. Partiet ryger fra 27,3 procent til 16,0, viser det foreløbige valgresultat.

For SPD og den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, er det et smerteligt nederlag. Det kan være en alvorlig advarsel til kansleren om, at vælgerne ikke er tilfredse med ham.

Omvendt er det en belønning til det andet regeringsparti i Berlin, De Grønne, og partiets vicekansler, Robert Habeck. Han bor i Slesvig-Holsten og regnes som en af Tysklands mest populære politikere.

Ministerpræsident Daniel Günther er blevet belønnet for sin moderate kurs som leder af en jamaica-koalition - CDU, De Grønne og partiet Frie Demokrater (FDP).

Tyske kommentatorer har hæftet sig ved, at Daniel Günther har undladt at lægge sig tæt op af CDU-lederen Angela Merkels afløser, Friederich Merz, og hans markant mere konservative linje end Merkels.

En anden taber ved søndagens delstatsvalg er FDP, der får 6,4 procent og taber 5,1 procentpoint. Det højreradikale AfD får 4,4 procent og ryger ud af Landdagen i Kiel, hvor spærregrænsen er på fem procent.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.