Navalnyj og Zelenskyj støtter Macron ved præsidentvalg
Russisk oppositionsleder og Ukraines præsident støtter Macron i valg-opgør med Marine Le Pen.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj udtrykker begge støtte til Frankrigs præsident forud for valget søndag mellem Emmanuel Macron og den højrenationale Marine Le Pen.
Navalny giver på Twitter sin støtte til Macron. Og han appellerer til de franske vælgere om at stemme på ham ved anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg.
Zelenskij siger i et tv-interview, at han ikke ønsker at blande sig i det franske valg. Men han får sagt, at han er glad for at samarbejde med Macron.
- Jeg vil bestemt og uden tøven opfordre det franske folk til at stemme på Emmanuel Macron den 24. april, skriver Navalnyj.
Han siger samtidig, at han vil appellere til dem, der overvejer at stemme på Le Pen. For han minder dem om, at enhver, som kalder sig ”konservativ” og viser sympati over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, ”simpelthen er en hykler uden samvittighed”.
Zelenskyj pakker sit budskab lidt mere ind.
- Selv om jeg ikke mener, at jeg har retten til at påvirke, hvad der sker i jeres land, så ønske jeg dog at sige, at jeg har et samarbejdsforhold med Emmanuel Macron, og det ønsker jeg ikke at miste.
Le Pen har tidligere besøgt Putin og udtrykt beundring for ham. Ved præsidentvalget i 2017 lånte hun 67 millioner kroner i en russisk bank til at føre valgkamp for.
Navalnyj blev sidste år idømt en fængselsdom. Han blev fængslet, efter han vendte tilbage fra Berlin i Tyskland, hvor han var blevet behandlet for en alvorlig forgiftning. En ugerning der med stor sandsynlighed var begået af den russiske efterretningstjeneste.