Fortsæt til indhold
Europa

Minister: Omikrons fordoblingstid er to dage i Storbritannien

Storbritannien har højeste smittetal siden tidligt i januar. Omikron-bølge ventes at ramme landet.

/ritzau/Reuters

Fordoblingstiden for Omikron-tilfælde i Storbritannien er nu cirka to dage.

Det fortæller den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, tirsdag.

Tidligere har der været meldinger om en fordoblingstid på mellem to en halv og tre dage i landet.

- Væksten i Omikron-tilfælde her i Storbritannien minder nu om den hurtige stigning, vi har set i Sydafrika. Og den fordoblingstid, der lige nu observeres, er cirka hver anden dag, siger Javid forud for en afstemning om nye restriktioner.

Tirsdag har Storbritannien registreret sit højeste daglige smittetal siden tidligt i januar. 59.610 personer blev registreret som smittede.

Samtidig har premierminister Boris Johnson advaret sin regering mod det, han kalder en ”tidevandsbølge” af Omikron-smitte.

Antallet af hospitalsindlæggelser er også stigende.

Mellem 4. og 10. december er 5925 personer blevet indlagt. Det er en stigning på ti procent sammenlignet med de syv dage forinden.

I Danmark ventes Omikron inden for få dage at blive dominerende. Det skrev sundhedsminister Magnus Heunicke tidligere tirsdag på Twitter. Samme varsel kom mandag fra Statens Serum Institut (SS).

12. december skrev SSI i en risikovurdering, at antallet af tilfælde også fordobles hver anden dag i Danmark.