Alle Englands læger og sygeplejersker kræves vaccineret
Op mod 100.000 medarbejdere i det engelske sundhedssystem vil blive pålagt at tage imod vaccinen eller miste jobbet, skriver BBC.
Boris Johnsons regering skruer fortsat på vaccineknapperne i England.
For de, der arbejder på plejehjem i England, er torsdag en afgørende dag; hvis ikke de har taget imod vaccinen inden da, må de - med enkelte undtagelser - vinke farvel til arbejdet.
I forlængelse af den beslutning har Boris Johnsons regering siden september diskuteret, også i pressen, om det også skal være et krav for al sundhedspersonale ”i frontlinjen”, som de kalder det, at være vaccineret mod covid-19, hvad allerede er indført hos underboen Frankrig.
Debatten er ifølge BBC endt med, at det fra foråret vil være obligatorisk for frontlinjemedarbejdere i Englands offentlige sundhedssystem, NHS, at være vaccineret mod covid-19. På samme måde som ved plejehjemsarbejderne gøres der undtagelser, hvis en medarbejder for eksempel af medicinske årsager ikke kan tage vaccinen.
Frygt for personalemangel
Beslutningen vil få betydning for mellem 80.000 og 100.000 medarbejdere, der ikke er vaccineret, siger Chris Hopson, adm. direktør i NHS Providers, medarbejderorganisationen for NHS-ansatte, til BBC.
Chris Hopson har tidligere udtrykt bekymring til The Guardian i forbindelse med spørgsmålet om obligatorisk vaccination.
Et flertal af hospitalsdirektører støtter forslaget, men 90 pct. af dem frygter samtidig, at det vil gøre problemet med underbemanding i sundhedssektoren værre.
Lægernes fagforening, Den Britiske Medicinforening, opfordrede i sidste uge sundhedsminister Sajid Javid til at udskyde beslutningen, indtil der foreligger en vurdering af, hvor stor en andel af personalet som vil opgive arbejdet som følge deraf.
I Frankrig medførte beslutningen om, at al sundhedspersonale skulle vaccineres, at 3.000 medarbejdere i september blev fritstillet fra arbejdet.
BBC skriver, at vaccinationskravet vil træde i kraft i løbet af foråret, mens The Guardian skriver, at det sker til april. Beslutningen gælder kun England, da Skotland, Wales og Nordirland selv må afgøre, om de vil følge trop.