Fortsæt til indhold
Europa

Hvad skete der i Kongsberg onsdag aften

En 37-årig dansk statsborger er sigtet i drabssag i Norge og har erkendt forholdene. Her er, hvad vi ved.

Onsdag aften blev fem personer dræbt, da en gerningsmand gik til angreb på civile i den norske by Kongsberg med bue og pil og andre våben.

En 37-årig mand med dansk statsborgerskab er anholdt og sigtet som den formodede gerningsmand.

Her er, hvad vi ved om hændelsen, gerningsmanden og det endnu uafklarede:

Hændelsen

Klokken 18.13 onsdag aften modtager politiet de første opkald om, at en mand bevæbnet med bue og pil og andre våben angriber andre i Kongsberg Centrum.

Ifølge indbyggere går en person rundt i området og skyder efter folk i en Coop Extra-butik på Vestsiden, en bydel i Kongsberg.

Klokken 18.17 får politiet melding om, at situationen omhandler livstruende vold.

Et minutter senere - klokken 18.18 - ankommer første patrulje til stedet og får en patrulje kontakt med gerningsmanden. Han beskyder betjentene med bue og pile. Politiet får kontakt til en tredje betjent, der kommer med mere beskyttelsesudstyr, men i den forbindelse lykkedes det gerningsmanden at undslippe.

Politiet rykker ud med størst mulig styrke, blandt andet med helikoptere i luften i jagten på gerningsmanden.

Klokken 18.28 udsender politiet en opfordring til alle indbyggere i Kongsberg om at holde sig indendørs. Opfordringen bliver først ophævet flere timer efter gerningsmanden bliver pågrebet.

Til Laagendalsposten fortæller øjenvidner, at de så en kvinde ligge såret i krydset mellem Apotekergate og Hyttegata, og at hun var blevet stukket med en kniv.

Klokken 18.47 finder politiet igen frem til manden, og han bliver anholdt. Politiet affyrer varselsskud under anholdelsen. På dette tidspunkt er der 22 patruljer i området.

Norsk politi fortalte torsdag på et pressemøde, at samtlige drab formentlig fandt sted i de ca. 30 minutter, der gik fra politiets første kontakt med manden og frem til anholdelsen.

Ifølge politiet er der fundet døde ofre både indenfor og udenfor. Den anklagede har også selv forklaret til politiet, at han har begået drab i private hjem.

Ofrene

I alt er fem personer blevet dræbt. Der er tale om fire kvinder og en mand. Alle var mellem 50-70 år. Ofrene er endnu ikke endeligt identificeret.

Udover de dræbte er tre personer blevet såret. To er alvorligt sårede, men uden for livsfare. Den ene af de sårede er en politibetjent, der havde fri på gerningstidspunktet, som blev ramt af en pil.

Oprindeligt lød meldingen på to sårede, men politiet opjusterede tallet til tre torsdag eftermiddag. Den sidste sårede havde selv fundet vej til lægevagten et andet sted, oplyser politiet.

Gerningsmanden

En 37-årig mand er anholdt og sigtet i sagen, han har ifølge anklagemyndigheden også erkendt forholdene. Manden har en dansk mor og beskrives af politiet som dansk statsborger med bopæl i Kongsberg.

Manden er konverteret til islam, og politiet har ad flere omgange fået henvendelser om bekymringer om, at manden var radikaliseret. Der var dog ikke kommet henvendelser i 2021.

»Der har været flere henvendelser, men hvor mange og over hvor lang tid, har jeg ikke overblik over. Det drejer sig om flere henvendelser, men der har været fulgt op på dem alle sammen,« lød det fra politiets Ole Sæverud torsdag formiddag.

Manden er desuden kendt af politiet fra flere tidligere sager, og han har været i kontakt med sundhedsvæsenet ad flere omgange. I juli 2020 blev manden idømt et tilhold mod sine forældre efter at have fremsat drabstrusler mod familien.

Under afhøring af manden natten til torsdag samarbejdede manden ifølge hans advokat med politiet og forklarede sig »i detaljer« om sagen. Torsdag begynder arbejdet med at mentalundersøge ham.

Ifølge det norske medie VG’s oplysninger har manden ikke haft arbejde siden begyndelsen af 00’erne.

Han fremstilles i grundlovsforhør fredag.

Det uafklarede

Politiet har endnu ikke udtalt sig om motivet for hændelsen, men sagde på et pressemøde torsdag formiddag, at der tidligere har været bekymringer om, at manden, der er konverteret til islam, var blevet radikaliseret. Mandens advokat har heller ikke oplyst yderligere. Det er dog politiets opfattelse, at ofrene for angrebet ikke på forhånd var udpeget af gerningsmanden.

»I henhold til det, vi har oplysninger om, og den måde, vi opfatter sagen på, er det helt tilfældige ofre,« siger politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen til NRK torsdag eftermiddag.

Det vides heller ikke, om gerningsmanden har brugt et af to andre våben ud over bue og pil under angrebet. Det kan først fastslås efter en obduktionsrapport, oplyser politiet til NRK.

Ifølge den norske efterretningstjeneste (PST) fremstår hændelsen i Kongsberg som en terrorhandling, oplyser de torsdag eftermiddag.