Overblik: De tre nøglefigurer i tysk trafiklyskoalition
Socialdemokratiske Olaf Scholz håber at danne en rød-gul-grøn-regering bestående af SPD, De Grønne og FDP.
Efter søndagens valg i Tyskland ser det realistisk ud, at landets kommende regering bliver en såkaldt trafiklyskoalition.
I hvert fald har SPD’s socialdemokratiske kanslerkandidat, Olaf Scholz, mandag meddelt, at han går efter en regering bestående af SPD (med partifarven rød), det liberale FDP (gul) og miljøpartiet De Grønne (grøn)
Før de når så langt, venter der dog formentlig hårde politiske forhandlinger, der potentielt kan trække ud i månedsvis.
Her kan du blive klogere på de tre hovedpersoner i den mulige koalition:
Olaf Scholz (63 år) - fra socialdemokratiske SPD
Scholz er født i den vesttyske by Osnabrück og opvokset i Hamburg.
Han har været medlem af SPD siden 1975 og har blandt andet en fortid som borgmester i Hamburg. Han er i dag finansminister og vicekansler. Blev valgt som den socialdemokratiske kanslerkandidat allerede i august 2020.
Privat har han været gift med socialdemokraten Britta Ernst siden 1998.
Christian Lindner (42 år) - fra det liberale FDP
Lindner er født i Wuppertal i Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland.
Han meldte sig ind i FPD som gymnasieelev i 1995. Han blev senere valgt som formand for FDP i sin hjemstat, Nordrhein-Westfalen, og var med til at sikre partiet et godt delstatsvalg i 2012.
Han overtog formandsposten for FPD i december 2013, efter at partiet havde haft et historisk ringe valg, hvor det ikke kom over spærregrænsen.
Danner privat par med journalisten Franca Lehfeldt. Han har ingen børn.
Annalena Baerbock (40 år) - fra miljøpartiet De Grønne
Baerbock er født i Hannover i den nordvestlige delstat Niedersachsen.
Har været medlem af De Grønne siden 2005 og blev i 2013 første gang valgt til Forbundsdagen for partiet. I januar 2018 blev hun valgt som leder af partiet sammen med Robert Habeck.
Blev i april 2021 valgt som De Grønnes kanslerkandidat.
Privat er hun gift med Daniel Holefleisch. Parret har to døtre.
Kilder: De Grønne, Den Store Danske, Der Spiegel, Politico, SPD
/ritzau/