Löfven trækker sig som Sveriges statsminister

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, vil til november trække sig som statsminister og socialdemokratisk formand.

Artiklens øverste billede
Sveriges statsminister holder Stefan Löfven (S) holder sin sommertale i Åkersberga, Sverige. Foto: Henrik Montgomery / Ritzau Scanpix

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, vil til november trække sig som statsminister og socialdemokratisk formand.

Det meddeler Löfven i en tale.

»I næste års valgkamp bliver Socialdemokraterne ledet af en anden end mig,« siger Stefan Löfven ifølge svenske SVT.

»Jeg har meddelt partiets forretningsudvalg og formanden for nomineringsudvalget, at jeg vil forlade min stilling som partiformand på partikongressen i november. Derfor vil jeg også stoppe som statsminister,« siger han.

Den svenske avis Aftonbladet kalder meldingen en ”stor politisk bombe”. Den 64-årige statsminister har ellers været i modvind flere gange på det seneste.

I juli var han snublende tæt på at blive afsat fra posten som statsminister, da han blev afsat af det svenske parlament Riksdagen, inden han igen blev udpeget til at danne en ny regering.

Men nu sætter den svenske statsminister altså punktum for sin karriere efter 10 år ved roret for Socialdemokratiet.

»Denne beslutning er modnet i et stykke tid. Jeg har snart været partiformand i ti år, statsminister i syv,« fortæller Stefan Löfven ifølge SvD.

»Alt har en ende, og jeg ønsker at give min efterfølger de bedste forudsætninger for at tage over,« siger Stefan Löfven.

Stefan Löfven blev udnævnt til statsminister i oktober 2014 efter en valgsejr over siddende statsminister Fredrik Reinfeldt. Fredrik Reinfeldt valgte at forlade sin post som formand for Moderaterna på valgaftenen.

Partikongressen er planlagt til at løbe af stablen 3-7. November i Göteborg., og her skal Socialdemokraterna udpege deres nye formand. Efterfølgende skal formanden godkendes som statsminister af Riksdagen for at kunne overtage for Löfven.

Senere i dag afholder Socialdemokraterne et ekstraordinært partimøde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen