Norge frygter nye virusmutationer: Smitte blandt indvandrere vækker bekymring
Smitten blandt nordmænd, der har indvandrerbaggrund, er stigende. Samtidig er der mange udenlandskfødte personer indlagt på Norges sygehuse.
I Norge kæmper myndighederne med at inddæmme smitten i en tredje coronabølge, der har ramt landet. Og smittebilledet viser, at andelen af personer, der er født uden for Norge, er overrepræsenterede i statistikkerne.
Ifølge de seneste tal fra den norske sundhedsmyndighed Folkehelseinstituttet (FHI) er 37 pct. af den seneste uges smittede født i udlandet. Polakker, irakere, pakistanere og somaliere er de grupper, der hyppigst bliver registreret smittede, og især blandt pakistanere, somaliere og irakere er incidensen nu højere end tidligere.
Den seneste rapport fra myndighederne viser, at positivprocenten blandt de testede pakistanere er oppe på 16. Der er registreret 338 tilfælde af 2.065 testede, hvilket betyder, at incidensen - antallet af smittede per 100.000 indbyggere over de seneste to uger - er 1.555. For personer, der er født i Somalia og Irak er positivprocenten også steget til 14, mens det samlede antal af testede er faldet.
For personer født i Norge er positivprocenten til sammenligning 2, og incidensen er 180.
Andelen, som tester positiv for corona, når de kommer hjem fra udlandet, er foruroligende høj, særligt blandt rejsende fra lande i Asien og Afrika.Folkehelseinstituttet
Det er også indvandrere, der tegner sig for en stor andel af indlæggelser i landet. Folkehelseinstituttet har opgjort, at 57 pct. af alle nye indlagte covid-19-patienter på norske sygehuse i uge 12 var født i udlandet. Til sammenligning er i alt knap 15 pct. af Norges befolkning enten selv indvandrere eller børn af to indvandrere.
Selv om smitten i uge 12 har været aftagende, frygter den norske regering, at ferierejser i påsken vil give et boom i smitten, når rejsende vender retur fra udlandet. Bekymringen gælder også indvandrere, der rejser på familiebesøg i lande, hvor der lige nu er meget smitte, eksempelvis Pakistan.
»Selv under pandemien rejser nogle indvandrere på besøg til hjemlandet af forskellige årsager. For nylig blev der offentliggjort tal for importsmitte relateret til udenlandsrejser. Andelen, som tester positiv for corona, når de kommer hjem fra udlandet, er foruroligende høj, særligt blandt rejsende fra lande i Asien og Afrika,« skriver tre af Folkehelseinstituttets ledende forskere i en kronik på Forskersonen, hvor de gennemgår de forskellige årsager til, at smitten blandt indvandrere kan være højere end i landets befolkning generelt.
Forskerne har ikke noget entydigt svar på, hvorfor norske indvandrere bliver smittet hyppigere, men nævner mange af de samme årsager, som man i Danmark også har peget på: At de ofte bor flere familiemedlemmer sammen, at de arbejder i servicefag, og at de på grund af sprogbarrierer kan have svært ved at holde sig opdaterede om de seneste råd og anbefalinger.
I uge 12 blev der registreret 1.304 indrejsende til Norge fra lande i Asien. Af de rejsende fra Asien blev 2,5 pct. testet positive for corona ved ankomst, og 5,3 pct. stod inden for 10 dage efter ankomst med en positiv coronatest. Blandt rejsende fra Europa var 1,3 pct. positive inden for 10 dage efter ankomst, og blandt de 576 tilrejsende fra Afrika var 2,7 pct. testet positive inden 10 dage.
FHI’s forskere mener, at det »vækker bekymring«, at andelen af smittede rejsende fra Asien og Afrika er så høj, fordi den importerede smitte øger risikoen for, at Norge bliver ramt af nye virusmutationer.
Norge har, for at undgå at importere smitte, strammet reglerne for indrejse og stillet karantænehoteller til rådighed i de større lufthavne, hvor tilrejsende skal blive i mindst syv døgn.
Reglerne gælder også, hvis de rejsende har fast bopæl i Norge, men blot vender hjem efter en fritidsrejse, og det har givet problemer på lufthavnshotellerne omkring lufthavnen Gardermoen i Oslo, hvor man har oplevet, at flere rejsende bryder karantænen og rejser hjem - i lodret strid med reglerne.
»Jeg siger til dem, at det bliver meldt til politiet, og at de får bøder, men nogle svarer, at det er de ligeglade med. De synes ikke, at reglerne giver mening, de vil ikke beordres til noget, og de mener, at de har ret til at tage hjem til sig selv,« siger Sylvia Aastad, der har ansvaret for at indlogere rejsende på hoteller omkring lufthavnen, til VG.
Mellem 20 og 30 personer har i den seneste uge forladt karantænehotellerne før tid. Flere af de karantæneramte rejsende har også opført sig ubehageligt over for kommunens ansatte og hotelpersonalet, fortæller Sylvia Aastad.
I Ullensaker Kommune, hvor lufthavnen Gardermoen ligger, forbereder man sig nu på et større rykind af rejsende efter påske.
»Hvis der kommer en eksplosiv øgning i antallet af rejsende, bliver det meget krævende for os. Vi er i dialog med flere hoteller for at have beredskabet parat,« siger kommunaldirektør Gunhild Grimstad-Kirkeby til NRK.
Alle de nyeste tal fra Folkehelseinstituttet kan ses her.