Fortsæt til indhold
Europa

Stockholm hæver beredskabet - tredje coronabølge er i gang

Stockholm er nødsaget til at øge beredskabet i sundhedsvæsenet, fordi en tredje bølge med coronasmitte har taget til.

Sverige er ramt af en tredje bølge af coronasmitte, og særligt hovedstadsregionen Stockholm er påvirket.

Situationen er nået til et punkt, hvor myndighederne fredag meddelte, at man hæver beredskabsniveauet i sundhedsvæsenet.

SVT skriver, at status fredag var, at ca. 450 mennesker ligger indlagt med corona på hospitaler i regionen, som i alt huser 2,3 mio. borgere.

Der kommer en tid, hvor vi kan leve som før, men det er ikke nu.
Stefan Löfven, Sveriges statsminister.

Til sammenligning er der i hele Danmark med 5,8 mio. indbyggere blot 191 indlagte.

»Det er en kraftig og hurtig stigning, vi ser lige nu. Med baggrund i det har vi besluttet at hæve beredskabsniveauet. Det er, for at vi skal kunne samle vores ressourcer og se på hvilke plejeopgaver, vi kan udskyde,« forklarede regionens konstituerede sundhedsdirektør Johan Bratt fredag.

Her kan man se statistikken over konstaterede smittetilfælde pr. uge i Region Stockholm - man skal være opmærksom på, at Sverige ikke tester i så høj grad som Danmark. Grafik: Folkhälsmyndigheten

Bratt udtalte bekymring om, at den tredje bølge er begyndt fra et højere niveau, end det var tilfældet, da anden bølge begyndte før vinteren.

Ser man på smittetal alene for Region Stockholm, begyndte tingene at vende i uge fem, hvor der blev konstateret 3.222 smittede i regionen. I den forgangne uge var det tal fordoblet til 7.651.

Da anden bølge toppede, havde Stockholm over 800 coronaindlagte.

På trods af den stigende smitte i hele landet er Sveriges dødstal på et meget lavere niveau for tiden end under den værste periode i starten af året. For nuværende dør der ca. to svenskere pr. million indbyggere om dagen med corona.

Dette er dog stadig det klart højeste niveau målt i forhold til nabolandene Danmark, Sverige og Norge.

Da statsminister Stefan Löfven holdt pressemøde om coronasituationen torsdag, fortalte han, at smittebølgen blandt andet vil få konsekvenser for de ældre i Sverige flere steder i landet.

»Nu er vi der igen. Der kommer en tid, hvor vi kan leve som før, men det er ikke nu. Regeringen kommer til at træffe beslutninger, der redder menneskeliv. Vi har taget en beslutning om at give Folkhälsmyndigheten mulighed for at indføre lokale besøgsforbud på plejehjem,« udtalte Löfven.

Sverige ophævede ellers tidligere på året de almene besøgsrestriktioner på plejehjem.