Stigning på 14 pct: Dødstal nærmer sig krigstidens
I Storbritannien er stigningen i dødstal den største siden 1940.
Coronapandemien viser sig tydeligt på dødstallet i Storbritannien, skriver BBC, som fortæller, at der var 697.000 dødsfald i de første 11 måneder af 2020.
Dødstallet er det højeste i Storbritannien siden Anden Verdenskrig, men tallene er ikke direkte sammenlignelige, da der nu bor væsentligt flere mennesker i Storbritannien.
Men dødstallet er cirka 85.000 højere, end det burde være, hvis man ser på gennemsnittet for de seneste fem år. Det er 14 pct. end over det forventede niveau. Og den stigning er også den højeste siden begyndelsen på Anden Verdenskrig. Fra 1939-1940 var stigningen på 17 pct, skriver The Telegraph.
Richard Murray, der er administrerende direktør i sundhedstænketanken King Fund siger, at tallet ganske givet bliver værre.
»Storbritannien har en af de højeste rater for stigning i dødstal per million menesker i hele verden,« siger Richard Murray.
De mange dødsfald skyldes ifølge The Telegraph ikke kun covid-19.
Mange af dem er patienter med andre sygdomme, som sundhedsvæsenet ikke har kunnet behandle, da ressourcerne er blevet flyttet til at bekæmpe coronapandemien.
Et par steder i hovedstaden meldes der om mangel på ilt til de alvorligst syge patienter, og på f.eks. Royal Hospital i Whitechapel har ledelsen åbent meddelt, at sygehuset ikke længere kan behandle andre end coronapatienter med den sædvanlige og af borgerne forventede rimelige medicinske standard.
Chris Whitty, der er chef for den britiske sundhedsstyrelse, har flere gange advaret om, at patienter, som kunne være reddet, vil dø.
»Hvis det fortsætter har hospitalerne ikke plads til at tage sig af akutpatienter. Selv på intensivafdelingerne vil antallet af patienter i forhold til personale være uacceptabelt, og det vil uundgåeligt føre til ikke-nødvendige dødsfald,« siger Chris Witty.
Sundhedsminister Matt Hancock at sygehusvæsenet (NHS) overvejer at lette presset på hospitalerne ved at flytte patienter til hoteller.
»Der er et enormt pres på NHS, og vi ser på forskellige måder til at lette det. Men vi vil kun flytte folk væk, hvis det klinisk set er det rigtige. I nogle tilfælde behøver patienterne ikke at være i en hospitalsseng for at få den rette pleje,« siger Matt Hancock, som fortæller, at regeringen er klar til at forlænge landets skrappe restriktioner.
»Vi fortsætter ikke med restriktionerne et sekund længere, end det er nødvendigt. Men vi beholder dem, så længe, de er nødvendigt,« sagde Hancock ifølge The Guardian.
Storbritanniens smittekurve har den seneste tid fortsat himmelflugten, og der har været ca. 57.000 nye smittede dagligt. Premierminister Boris Johnson har sagt, at man er i et »kapløb mod uret« for at vaccinere hurtigt nok til at modvirke effekten af den eksploderede smitteudvikling.
Enkelte lyspunkter er dog i situationen i Storbritannien. Health Service Journal, der er et medie henvendt til sundhedsvæsenet, har onsdag opgjort antallet af indlagte med covid-19.
Den viser, at antallet af indlagte i det sydøstlige England og i London er faldende for første gang siden jul. Det kunne være et af de første tegn på, at den tredje bølge af coronaepidemien er toppet i de to regioner.